Badesæsonen er i gang, og dermed fyldes sommerlandet og strandene med danske turister

Badesæsonen er i gang, og dermed fyldes sommerlandet og strandene med danske turister.

Det betyder også, at TrygFonden Kystlivredning igen er at finde på danske strande - blandt andet på Vestkystens sandede oaser.

Som vanligt er livredderne klar med alt fra gode råd om revlehuller til fralandsvind, og de har førstehjælpsudstyret parat til både mindre behandlinger og redningsaktioner, hvor personer er i livsfare. Det skriver TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

- Vi håber, at vejret er med os, så alle, der nyder sommeren i Danmark i år, kan komme ud og opleve de danske strande, når de er bedst. I Danmark er vi omgivet af vand, og det betyder, at det er vigtigt at lære at svømme og begå sig sikkert i vandet og kunne træde til, hvis andre har brug for hjælp. Hvis man endnu ikke kan svømme eller har børn, der skal til at lære det, er det oplagt også at bruge strandturene til at øve sig, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

- Livredderne er en ekstra sikkerhed på strandene, for uanset hvor rutineret en svømmer man er, kan man komme i vanskeligheder. Derfor bruger livredderne også størstedelen af deres tid på forebyggende indsatser, som både handler om at tale med badegæsterne og give gode råd og om at gribe ind, hvis de ser noget i vandet, der potentielt kan udvikle sig til en farlig situation. tilføjer han.

I 2019 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 67.480 indsatser, hvoraf de 12 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

På strandene markerer livredderne med to rød-gule flag i vandkanten det område, hvor de holder særligt øje, og hvor det derfor er mest sikkert t bade.

- Livredderne har konstant øje på, hvad der foregår i området mellem flagene, så hvis man kommer i nød, er der størst chance for, at det hurtigt bliver opdaget, hvis man bader der. Man kan altid signalere til livredderne ved at vinke, hvis man har brug for hjælp, men det er ikke altid, at man er i stand til det, og derfor opfordrer vi altid til at bade i det afgrænsede område, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef.

TrygFonden Kystlivredning opfordrer alle badegæster til at holde sig løbende orienteret om myndighedernes anbefalinger i forhold til forebyggelse af coronasmitte og respektere de regler og anbefalinger, der måtte være. Lyt også til de opfordringer, som kystlivredderne måtte komme med i forhold til badesikkerhed og det at skabe en god og tryg oplevelse for alle ved vandet.

Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er til stede på 37 strande og havnebade hver dag kl okken 10-18 fra den 26. juni, hvor skolernes sommerferie begynder, og frem til den 19. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...