Forårets første koncert er i Aabybro

JAMMERBUGT: Koncertsalen på kulturcenteret ved søen i Aabybro fyldes fredag aften af sprøde toner, når en af de mest spillede artister på P4 det seneste år, nordjyske Laura Mo, går på scenen med sit velspillende band.

På forunderlig vis lykkes det altid for Laura Mo at nå utroligt tæt på sit publikum. Hun formår, under hele sin koncert, at holde hele salen i et kærligt jerngreb. Laura Mo er en virkelig original artist, og hendes koncerter er på samme måde en ret enestående oplevelse, som man efterfølgende nok aldrig helt kan ryste af sig.

Laura Mo spiller bl.a. guitar, 5-strenget banjo, klaver, stortromme og synger. Sangene er på dansk og imellem numrene, er der altid plads til historier og spontane indfald. Hun startede med at spille på barer og caféer i Vendsyssel, hvor hun er født og opvokset.

Men selv om rødderne er forankret i det nordjyske, er hun en berejst lady med hang til især amerikanske highways, som hun mange gange har cruiset. Kærligheden til de amerikanske rødder skinner igennem i Lauras optræden, hvor musikken har strejf af Rhythm and Blues, ubekymret men med længsel. Lyrikken er dansk og underfundig.

Laura Mo har været flittigt spillet i radioen blandt andet med hittet ”Steppebrand”, som også er titlen på hendes seneste album.

Hendes nye album udkommer 6. april og indeholder ti spritnye sange. Efter forhåndsudtalelserne at dømme, vil flere af disse være potentielle storhits.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...