Kvindeligt: Womens weekend løber af stablen 6. – 8. september i Blokhus

Fredag 6. september begynder kvinde-weekend atter i Blokhus.

I år er det syvende gang, og arrangørerne bag eventen, glæder sig til at byde 60 gæster velkommen til ginsmagning, konkurrencer, goodiebags og livemusik med Jens Varmløse på Kunstcafeen Blokhus.

I år præsenterer arbejdsgruppen en nyhed, hvor kvinderne kan tage med ”ud” i den hemmelige Vildmark.

Lørdag 7. september er der ”Stilletter i Vildmarken” fra kl. 17.00.

Aftenen starter med afgang til Vildmarken kl. 17.00 hvorefter kvinderne bydes velkommen med rislende bobler. Dernæst byder aftenen på et spændende foredrag med Jon Lindberg - VildmarksJon, der vandt ”Alene i Vildmarken” som den første dansker. Der bliver stilletvenlig tapas, ginsmagning med et udvalg af vildmarks-gin, serveret og fortalt af Vildmarks-Jon.

Tryllekunstner og komiker, Kim Andersen, går på naturscenen og leverer derefter et show der går lige til ”søkanten”.

- Der bliver intim og hyggelig stemning i læ af trækronerne, for de maksimalt 70 kvinder der møder op til dette nye og spændende arrangement, lover arrangørerne.

Forkæl sanserne

Hele weekenden kan man deltage i ”Vesterhavsdyp” hvor man kan springe i bølgen blå alle dage kl. 08.00. Lørdag 7. september er der mulighed for selvforkælelse i første klitrække, når der bliver saunagus med havblik på Blokhus Strand. Lørdag og søndag er mulighed for at finde den indre ro med en omgang blid flow yoga i Kalstrup.

- Der bliver blide åndedrætsøvelser, yogastillinger, skønne og afslappende stræk og mindfulness-meditation, forklarer yoga-instruktør Christinna der tilføjer, at man bare møder op.

Lørdag 7. september fra kl. 11.30 og søndag 8. september, mellem kl. 8.00-11.00, kan man prøve ”Sauna with a view” – der indleder til et forfriskende dyp i Vesterhavet efterfulgt af en dejlig og varm saunaoplevelse.

8. september kl. 10.00 – 14.00 omdannes Hune til et stort kræmmermarked.

Samme dag vil man, fra kl. 11.00 – 16.00, lade sig inspirere af alverdens kunstaktuelle udstillere, der holder kunstmarked på Springvandstorvet i Blokhus.

Til de mere legende kvinder, afholder Blokhus Strand Baadlaug, Anderæs for kvinder lørdag 7. september, hvor man kan købe en lyserød plastikand og være med i den store ”kap-svømning”, når ænderne slippes fri i Blokhus Bæk og kæmper om at svømme først over målstregen.

Women’s Weekend afsluttes søndag 8. september med masser af girlpower til ”MTB og bobler”.

På to hjul guider to erfarne MTB-eksperter både nybegyndere og øvede kvinder med på en rå mountainbike-tur fra kl. 13.00-15.00, gennem områdets terræn. I målfeltet fejres turen selvfølgelig med sprudlende bobler, lover arrangørerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...