Mandag var første dag, hvor 32-årige Kasper Simonsen officielt udvidede sin forretning, KS Elteknik, til også at sælge hvidevarer. Det gør han fra lokalerne på Bredgade, hvor han hidtil har drevet sin elinstallationsvirksomhed gennem fem år.

Nu er det tidligere kontor og lager omdannet til butik.

- Hele idéen er at tage et naturligt skridt i min forretning ved at tage hvidevarer ind. På den måde kan jeg være totalleverandør til et hus, hvor jeg tidligere købte hvidevarer andetsteds og installerede hos mine kunder, forklarer Kasper Simonsen.

- På den måde kan jeg skille mig ud, og der er et prisskilt på varerne, som folk kan forholde sig til. Det gør det nemmere for mig at komme med varer, montere og sørge for, at det hele virker første gang, tilføjer han.

Kasper Simonsen har især oplevet stor interesse for hvidevarer fra de omkringliggende sommerhusområder. I øjeblikket er det varmepumper, som er det store salgsobjekt for KS Elteknik. Derfor har han valgt at etablere en reel butik på Bredgade, der nu har butiksfacaden klar.

- I første omgang er det åbent efter aftale i hverdagene, og så er jeg der hver lørdag. Jeg er aldrig mere end 15 eller 20 minutter væk derfra. Min vurdering er, at det ikke vil være det store problem, siger han.

Placeringen på Bredgade er den selvstændige erhvervsdrivende optimistisk omkring.

- Vi ligger i samme bygning som apoteket, der er en central del af midtbyen. Der er en voldsom trafik i løbet af dagen, så den placering er jeg glad for, lyder det fra ham.

Kasper Simonsen er opvokset i Birkelse, men han har boet i Pandrup i mere end 10 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...