Jammerbugt Kommune indfører besøgsrestriktioner fra lørdag 17. oktober

JAMMERBUGT: Jammerbugt Kommune oplever et stigende antal coronasmittede, og det har fået Styrelsen for Patientsikkerhed til at komme et påbud:

Kommunen skal indføre midlertidige besøgsrestriktioner på samtlige plejecentre - både kommunale og private.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen fredag aften.

Fra lørdag 17. oktober gælder der helt særlige og stramme regler for folk, der vil besøge en beboer på et plejecenter. Besøgene kan kun foregå indendørs, hvis det sker i forbindelse med en kritisk situation, eller hvis den besøgende er nærmeste pårørende til beboeren. Alle øvrige besøg skal foregå på udendørs arealer.

Påbuddet gælder, indtil Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver det, og situationen følges nøje.

- Vi ser desværre nu, at smittetallet i Jammerbugt Kommune stiger, og vi har derfor fået et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at udstede besøgsrestriktioner på alle vores plejecentre. Beslutningen er nødvendig at træffe, så vi kan passe på vores ældre og udsatte borgere i kommunen. Vi følger situationen tæt og er i dialog med sundhedsmyndighederne omkring håndteringen, siger borgmester Mogens Christen Gade (V) i pressemeddelelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...