SPORT: Jammerbugtens Golfklub har holdt klubmesterskab i fem rækker

Jammerbugtens Golfklub (JBG) har afholdt klubmesterskab i weekenden. Der var i alt 27 deltagere fordelt over 5 rækker. I klubben har der været et forudgående arbejde, for at få flere til at deltage i klubmesterskabet, hvilket var delvist lykkedes.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse, hvor de skriver:

- Dagen indledtes med morgenmad og start for Dame-A, Herre-A og Herre-B klokken 9, mens Senior-rækkerne startede lidt senere, da de nøjes med 18 huller. Herre-B spillede 27 huller, mens de to A-rækker skulle ud på 6 huller mere, der blev afviklet som hulspil efter de indledende 27 hullers slagspil. Her skulle de to bedste i hhv dame og herre rækken spille om at blive klubbens bedste golfspiller.

Dagen blev afviklet i blandet vejr, med byger og en del vind, hvilket kunne ses på de indleverede scorekort, der ikke viste prangende resultater. Dog havde Ulrik Knudsen i Herre A etableret et 5 slags forspring efter de første 18 huller.

Den forskudte start gjorde at flere deltagere kunne samles til frokosten i klubhuset, inden dame og herre rækkerne skulle i gang med eftermiddagens afgørende spil.

- På herresiden blev det en velspillende Ulrik Bjelke Knudsen der vandt over Kenny Lundtoft efter endnu 9 hullers slagspil og de 6 sidste hullers hulspil. Damernes dyst mellem Lene Tonnisen og Anne-Marie Hassing (Rie) trak lidt ud, idet de stod lige efter de seks huller i finalerunden. Derfor måtte de spille hul 18 tre gange før det blev afgjort at Rie blev klubbens bedste damespiller.

Klubmestre i JBG 2020 blev:

Senior Herre: Poul Jørgen Lyebalk

Senior Dame: Bente Hjortkær

Herre-B : Kasper Mølbæk

Herre-A: Ulrik Bjelke Knudsen

Dame-A: Anne-Marie Hassing

Dagen sluttedes med lidt bobler og hjemmebag til præmieoverrækkelsen, der blev forestået af turneringsleder og formand i JBG Klavs Krogh.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...