BYENS LIV: Julie Hastrup besøgte biblioteket i Aabybro

AABYBRO: Aabybro Bibliotek havde tirsdag 26. marts besøg af en af Danmarks store krimiforfattere, Julie Hastrup til en meget spændende aften i krimiens tegn.

Julie Hastrup startede med at fortælle om sin barndom, hvor hun som 4 årig sammen med sin mormor så sin første uhyggelige film, ”Vindeltrappen”, som hun aldrig har glemt. Mormoren arbejdede på Bispebjerg hospital, så Julie var tit med rundt i gangene under hospitalet og som 6-årig fik hun et ægte skalpelsæt af sin morfar.

Så lysten til krimier startede allerede dengang, og hun vidste, at hun selv ville skrive krimier på et tidspunkt.

Som voksen læste hun på journalisthøjskolen i Aarhus, og arbejdede hos TV2-Lorry og DR som journalist fra 1994-2006.

Julie Hastrup kom herefter i gang med at skrive krimier om politiefterforskeren Rebekka Holm og har indtil nu udgivet 7 bøger i serien og hun er i gang med den næste. Hun fortalte om, hvorfor Rebekka er politikvinde og hvorfor det blev en serie.

Tilhørerne fik en meget levende og medrivende forklaring på, hvor hun får sin inspiration fra, om steder og historier, der havde givet hende inspiration til bøgerne, og hvordan hendes fantasi hele tiden arbejder med at se nye drabssteder for sig, som hun kan bruge i sine bøger. Til eksempel tog hun til en ø Finland for at finde det mest uhyggelige sted, som skulle være et gerningssted.

En fantastisk spændende aften på biblioteket med en meget veloplagt og inspirerende forfatter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...