JUL: Initiativet ”Giv en julegave” i Jammerbugt er gået tidligt i gang i år - årets gaveuddeling tilpasses coronatiden, og alle ansøgere får en gave

I 2009 tog Henny Gümüs fra Moseby et nyt initiativ om at dele julegaver ud i Jammerbugt Kommune til børn i familier, der ikke har så mange midler.

Siden da har hun hvert år sammen med efterhånden flere og flere andre frivillige delt julegaver ud. I år er der kommet ekstra udfordringer, og det kommer til at foregå anderledes på grund af corona. Men det bliver til noget - også i år.

Arbejdet med gaverne foregår i en fløj på Moseby Gamle Skole, hvor Henny Gümüs sammen med blandt andre Merethe Kær Larsen er i gang med at gøre klar.

- Normalt begynder vi i uge 48, men i år har vi grovsorteret tingene ud i forskellige rum. Så kan det lige stå der, før vi begynder at kigge på det, fortæller Henny Gümüs

På den måde kan de frivillige arbejde med gaverne uden at samle sig for mange mennesker.

- Vi arbejder på skift og ud over hele skolen, så vi ikke overskrider nogen ting. Vi må jo være de ti og kan dele os, fortæller Henny Gümüs.

Der plejer også at være kaffebord i forbindelse med gaveuddelingen, men det er sløjfet i år - det er et arrangement med juletræ også. I stedet skriver folk deres adresse på sms og får gaverne bragt ud.

- Vi har fået sponsoreret kasser i år til at have pakker i. Forældrene ansøger og skriver antal børn, om det er drenge eller piger samt alder. Så kører vi ud og afleverer på adressen, fortæller Henny Gümüs

500 gaver sidste år

Giv en Julegave har vokset sig større hen over årene.

- Sidste år delte vi ud til 240 familier. Det var lige knap 500 gaver, fortæller Henny Gümüs.

Der er i alt 27 faste frivillige med i initiativet plus nogle mere løst tilknyttede, som afser nogle timer til at hjælpe med at gøre legetøj rent, vaske og stryge fx dukketøj.

Pakkerne laves med omtanke.

- Vi lever jo af donationer og det indbragte legetøj, vi får. Vi vægter også, at der er en lille ting nyt i en pakke, så det ikke er ene brugt. Vi prøver at lave det så godt, som vi kan, fortæller Henny Gümüs.

Henny Gümüs er glad for at være en del af Giv en Julegave.

- Det gør jo en stor forskel, det vi gør. Det kan vi mærke og se til uddelingerne, at det virkelig har en betydning for mange, fortæller hun.

Merethe Kær Larsen kom med som frivillig for cirka syv år siden og er også glad for at være med.

- Jeg synes, det er et fantastisk godt initiativ. Det går ind og hjælper mange. Et år så jeg, at de manglede hjælpere til at pakke ind, og jeg kørte ud for at se, om de kunne bruge et par timers hjælp. Så slap de ikke af med mig igen - så hang jeg ligesom bare fast, fortæller hun med smil i stemmen.

Merethe Kær Larsen bemærker, at det egentlig er sørgeligt, at der er et behov for at få hjælp til jul.

- Men det er godt at gøre en forskel, siger hun.

Trailer skaber synlighed

Gaverne kommer ind som donationer fra folk, der har legetøj og andre gode sager, de kan undvære, ligesom Giv en Julegave også får støtte af fonde og af Jammerbugt Kommune.

I 2019 tog de et skridt, det har gjort dem mere synlige.

- Sidste år fik vi en trailer, som er åben for, at folk kan sætte julegaver ind. Særligt her i coronaen er der godt nok kommet mange ting ind, fortæller Henny Gümüs.

Traileren er dekoreret med Giv en Julegave, så den minder folk om initiativet, når man ser den i bybilledet.

- Mange kender os. Jeg har kørt en del rundt med traileren i de forskellige byer, der kommer de og kontakter mig og spørger, hvordan man kommer af med gaver. Der er reklamer på traileren, så det er blevet lidt en reklamevogn, fortæller Henny Gümüs.

Der er også nogle faste donationer - det kan være folk, der vasker bamser eller sørger for batterier til legetøjet i gaverne.

- Ingen børn skal sidde uden batterier, slår Henny Gümüs fast.

Det er stadig muligt at aflevere brugte ting, der kan bruges til gaver - det kan man gøre hele året rundt.

Alle ansøgere får en gave.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...