JUL: Man kan opleve kunsthåndværk og julestemning i Hjørnet

Man må kigge langt efter julemarkeder i år. Julestemning, brunkager og glögg er aflyst pga. corona. Hos Hjørnet i Saltum har man sat sig for at redde julestemningen, og butikken inviterer derfor til mini julemarked hele december – naturligvis med afstand, mundbind og hjertevarme.

Det oplyser Anja Dybmose, der beskriver folkene bag:

- Hjørnet i Saltum er et kunsthåndværkerfællesskab, der består af ti nordjyske kunsthåndværkere. Her er lun strik i uld til de kolde vintermåneder, både huer, vanter, pulsvarmere og ponchoer, keramik til pynt og hverdagsbrug, smukke ting i træ og glas, samt smykker. Det store udvalg betyder, at der er noget for enhver smag og til priser, hvor alle kan være med.

Mange af de kunsthåndværkerne, der holder til i Hjørnet, plejer at sælge deres ting på julemarkeder. Da de ikke har mulighed for det i år, kommer tingene på hylderne i butikken til glæde for Hjørnets kunder. - Savner man julemarkedernes hyggelige stemning og håndlavede julepynt, er det en god idé at besøge Hjørnet og gå på opdagelse blandt de mange unikating. Så støtter man også de kunsthåndværkere, der er hårdt ramt en tid med corona, skriver Anja Dybmose.

I Hjørnet finder man blandt andet trædrejerens nisser og juletræer drejet i forskellige træsorter. Der er juleophæng og små snemænd og julemænd i keramik. Vesterhawsnisserne og tilhørende juletræer kan købes i mange forskellige farver og størrelser. I glasafdelingen finder man bl.a. engle og juletræer. Der er også store julesokker, der venter på at blive fyldt med julelækkerier, og så er der i tråd med tiden, syet mundbind, bla. med julemotiver. Der er også smykker at finde.

Der er åbent hver lørdag i november, mens man i december går over til hver dag frem til 22. december, hvis corona-situationen tillader det.

Hjørnet har plads til 10 gæster ad gangen og der er sprit lige indenfor døren. Der skal bæres mundbind eller visir under besøget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...