Den 25-årige angriber er også at finde i 2. divisionsklubben frem til sommer

FODBOLD: 25-årige Viktor Ahlmann kommer til at være en del af det hold, som i foråret jagter en topplacering i 2. division til Jammerbugt FC. Angriberen fra Brønderslev har nemlig forlænget sin kontrakt med vendelboerne.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg har egentlig ikke haft de store overvejelser i denne sammenhæng. Jammerbugt FC er jo et dejligt sted at være, og vi har et rigtig spændende hold, så det tog ikke lang tid at blive enig med klubben om at fortsætte samarbejdet, siger Viktor Ahlmann.

- Først og fremmest skal vi sikre os i plads i top-seks i foråret, og så må vi se, hvor længe vi kan spille med om de sjove pladser helt i toppen. Personligt vil jeg som angriber selvfølgelig gerne score nogle flere mål, men ellers vil jeg prøve at tage den fine form, som jeg sluttede 2020 af med, med videre ind i det nye år, tilføjer han.

Cheftræneren i Pandrup-klubben håber ligeledes, at Ahlmann fortsætter de gode takter efter årsskiftet.

- Som på de øvrige positioner i vores trup har der været stor konkurrencer blandt vores angribere, og jeg synes, Viktor har gjort det godt i den sammenhæng, især sidst på året, fortæller Bo Zinck.

- Viktor har et stort repertoire. Han er teknisk stærk, han er lynhurtig, og så har han tilføjet det element, at han arbejder som en hest. Med årene er der også kommet mere ro omkring Viktor. Han er bundseriøs og bidrager med rigtig meget til vores fællesskab. Han er i det hele taget en fantastisk fyr, som passer godt ind i det fantastiske sammenhold, vi har, og hvor det trods det gode kammeratskab er alvor, når vi træder ind på banen - både til træning og kamp, siger han.

Aftalen løber frem til udgangen af den indeværende sæson.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...