StartUp Club tilbyder seks timers rådgivning til lokale iværksættere

JAMMERBUGT: De 11 nordjyske erhvervskontorer - herunder Vækst Jammerbugt og Erhvervshus Nordjylland - har sammen udviklet StartUp Club som et særligt tilbud til nordjyske iværksættere.

Tilbuddet erstatter iværksætterprogrammet NewBizz.

De 11 nordjyske erhvervskontorer og Erhvervshus Nordjylland står d sammen om det nye initiativ, som er udviklet i en arbejdsgruppe nedsat af Nordjyske Erhvervschefers Samarbejdsgruppe (NES), hvor Vækst Jammerbugt er repræsenteret.

- Iværksætteri er højt prioriteret i Jammerbugten. Undersøgelser fra 2017 viser, at Jammerbugten er en af de kommuner i Danmark, hvor der starter flest nye virksomheder, og derfor prioriterer vi at hjælpe den nye godt i gang. Det er vigtigt, da vi kan se, at mange virksomheder efter få år er i sund drift og skaber lokale arbejdspladser. Den udvikling vi vil fortsætte, og derfor er det glædeligt, at vi sammen med private rådgivere også fremadrettet kan tilbyde en høj service til iværksætterne, siger erhvervschef Anders Stryhn.

En effektvurdering af de tidligere nordjyske iværksætterindsatser viser, at rådgivningsindsatsen har medført 15 procentpoint højere overlevelse og gennemsnitlig 0,8 yderligere skabte jobs pr iværksætter, der har været i et professionelt forløb.

I det nye forløb er der lyttet til iværksætternes ønsker ud fra de tidligere iværksætterprogrammer.

- Vi har haft fokus på, at det nye tilbud er smidigt og med mindre bureaukrati. Samtidig vil der være en bedre opfølgning på den enkelte iværksætter og deres udvikling, fordi det har iværksætterne ønsket, forklarer Tonny Thorup, der er formand for NES.

Vækst Jammerbugts erhvervskonsulenter står klar til at tage dialogen med alle, der ønsker at starte egen virksomhed. Det første møde handler om at vende de centrale spørgsmål og problemstillinger, der er behov for at få afdækket i forbindelse med udvikling af forretningsideen og i forlængelse heraf at få lagt en plan for det videre arbejde.

Via den nye StartUp Club kan iværksættere efter mødet med Vækst Jammerbugt for et mindre beløb få adgang til i alt seks timers rådgivning hos tre forskellige private rådgivere, fx advokat, revisor og markedsføringsbureauer.

Det nye initiativ er udviklet i samarbejde med et repræsentativt udvalgt af private rådgivere, som giver udtryk for, at de fortsat gerne vil bidrage til at få de nordjyske iværksættere godt fra start.

- Med det nye StartUp Club program får vi også fremadrettet mulighed for, sammen med de øvrige rådgivere og Vækst Jammerbugt, at bidrage med rådgivning til iværksættere, der sikrer, at de kommer godt i gang. Rådgivning i opstarten er vigtig, for det er i den fase, der skal være styr på mange af de administrative ting, som f.eks. forretningsplaner, budgetter, kontrakter og noget så lavpraktisk som at få virksomheden korrekt registreret. Det ville være ærgerligt, hvis det var den administrative del, der skulle forhindre ideerne i at komme ud og leve i verden samt blive bæredygtige fremadrettet, udtaler Anette Frederiksen fra RevisorTeam Nord

Vækst Jammerbugt vil fortsat også tilbyde iværksættere arrangementer og netværksmuligheder - eksempelvis i regi af Online Jammerbugt og iværksættercafeer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...