Giver koncert i kulturcentret i Aabybro sammen med vennerne

AABYBRO: Der bliver ikke rigtig julestemning i Jammerbugt uden dette traditionsrige brag af en koncert med Johnny Logan, så derfor byder Kulturcenteret ved søen i Aabybro igen i år på en forrygende koncert med den irske sanger og hans store og veloplagte orkester.

Det sker i Jammerbugt Kulturcenter fredag aften 23. november.

Det er ikke alle sangere man kan kalde ’exceptionelle’, men det kan man roligt kalde Johnny Logan.

Den dag i dag er det ikke lykkedes for andre end Johnny Logan at vinde det Europæiske Melodi Grand Prix hele tre gange, og med mere end 6 millioner solgte albums på verdensplan har Johnny Logan for længst skrevet sit eget kapitel i musikhistorien.

Men han har ikke fået nykker af den grund. Han er stadig en kunstner, der giver sig fuldt ud, hvilket han har bevist adskillige gange for sit trofaste nordjyske publikum.

Dette års julekoncert bliver med garanti ingen undtagelse og der er i skrivende stund kun få ledige pladser tilbage.

Når Johnny Logan turnerer i Danmark er det med det fantastiske danske band Friends under ledelse af Rasmus Hedeboe, nogle fantastiske musikere, som sammen med Johnny Logan leverer et show i absolut topklasse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...