Livestreamet foredrag fra Aarhus Universitet

PANDRUP: Alder og ældning er i fokus, når Pandrup Kino 6. november klokken 19 byder til et gratis livestreamet fredrag fra Aarhus Universitet med overskriften, Hvorfor Ældes Vi?

Vi ældes alle - det er en naturlig del af livet. Rynker og gråt hår er bare nogle af de mange tegn på aldringsprocessen.

Forskningen har vist, at der ligger flere fælles mekanismer bag aldring, men det er bemærkelsesværdigt, hvor forskelligt alderen påvirker hvert enkelt individ.

Nogle mennesker er både psykisk og fysisk friske til det sidste, mens andres vej mod livets ende præges af sygdom allerede tidligt i alderdommen.

Hvornår bliver vi ældre - biologisk set?

Forskere forsøger at afdække de processer, der fører til at vi ældes, og hvorfor vi ældes forskelligt. Det sker på celleniveau, hvor forskerne studerer de molekylære mekanismer, som er fundamentet for liv og dermed også sygdom og aldring.

Man kan for eksempel se at kromosomerne i gamle celler oftere mangler større eller mindre stykker af deres arvemateriale, DNA, når man sammenligner med kromosomerne i unge celler.

Kan den nyeste molekylære forskning i aldring give os koden til et langt og sundt liv? Hør hvorfor vi ældes og om de nyeste forskningsmetoder og resultater inden for den molekylære aldringsforskning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...