Fristen er 30. november, vinderen offentliggøres 3. december, og overrækkelsen sker først efter nytår

JAMMERBUGT: Hvem fortjener årets handicappris, spørger Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse. En særlig indsats for borgere med handicap skal værdsættes. Derfor kan alle nu indstille kandidater til den årlige handicappris i Jammerbugt Kommune.

Det hedder, at støttepersoner, privatpersoner, virksomheder, foreninger og institutioner alle kan være kandidater til årets handicappris i Jammerbugt Kommune, når Handicaprådet senere på året uddeler sin årlige pris.

Det afgørende er, at de har gjort en særlig indsats for at hjælpe en eller flere handicappede borgere til at mestre eget liv - og hermed øge livskvaliteten for den enkelte.

- Med prisen ønsker vi at anerkende en særlig indsats blandt mange indsatser, der bliver gjort for, at borgere med forskellige udfordringer kan mestre eget liv. Det kan f.eks. være øget adgang til uddannelse eller beskæftigelse, reduktion eller ophør af misbrug, generhvervelse af sin førlighed efter sygdom og meget mere, siger Lone Nørager Kristensen, der er formand for Handicaprådet.

Der kan derfor være mange forskellige indsatser og fagligheder, som kan være med i opløbet til årets handicappris. Det handler om at hædre en indsats, der har gjort en forskel for at øge eller bevare livskvaliteten for mennesker med et handicap - og dermed øge muligheden for at mestre eget liv.

Årets handicappris kommer til at bestå af en gave på 5000 kr., en lille gave samt et diplom. Vinderen af handicapprisen vil blive offentliggjort på FN’s internationale handicapdag torsdag 3. december, 2020. Grundet coronasituationen ser selve uddelingen udskudt til næste år.

Handicaprådet afgør hvem, der skal have prisen. Indkommer der ikke egnede forslag, kan rådet undlade at uddele prisen.

Indstillingen skal være skriftlig og kan se ved at udfylde og indsende formularen på Jammerbugt Kommunes hjemmeside, sende indstillingen til Jammerbugt Kommune, Handicaprådet, Toftevej 43, 9440 Aabybro, eller på mail til: nfg@jammerbugt.dk.

Indstillingen skal sendessenest mandag 30. november med en kort beskrivelse af, hvem der indstilles til prisen, og hvorfor den indstillede fortjener prisen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...