PRÆSTATIONER: Trods en dårlig afslutning på 2020 kan Jammerbugt FC og cheftræner Bo Zinck se tilbage på et ganske særligt år

Med sidste uges pokalnederlag sluttede Jammerbugt FC’s sæson på en mærkværdig måde.

Efter coronanedlukningen af Jammerbugt Kommune missede 2. divisionsholdet tre kampe i den daglige turnering og havde således kun et pokalopgør tilbage.

Det vandt Holstebro, så nordjyderne missede to ting: at kunne kalde sig ubesejrede i kalenderåret 2020 og møde Randers FC i Sydbank Pokalen. Men cheftræner Bo Zinck kan alligevel se veltilfreds tilbage på året.

- At vi ryger ud af pokalen er et minus, men skal man vælge en kamp at tabe i år, er det i pokalturneringen. Vi er stolte af året, og det kræver noget at komme gennem et helt år og kun tabe én gældende kamp. Vi har fået masser af selvtillid, og vi har opnået mere, end vi havde regnet med. Der er ikke så meget andet at give holdet end roser, siger han.

- Vi har ikke rigtig haft nogen skader i 2020. Det har været heldigt, at vi ikke har haft slagskader og vrid. Men generelt er træningstilstanden blevet bedre og bedre gennem de seneste år. Det har meget med det at gøre, tilføjer cheftræneren.

Resultaterne gennem kalenderåret er opnået trods svære, økonomiske betingelser gennem coronapandemien og dermed et lavere spillerbudget end det foregående år.

- Livremmen er jo stadig spændt ind. Vi skal gøre det bedre end de andre og bruge færre penge. Vi skal have meget ud af lidt, og det skal vi på en lang række punkter. Det har vi altid været dygtige til, og det er en fortsættelse af det. Det er svært, når vores budget er under de fleste andres. Så skal vi være bedre på andre fronter og få løst tingene på den mest optimale måde, siger Bo Zinck.

Til foråret skal Jammerbugt FC så færdiggøre det arbejde, som er lagt gennem efteråret. Der er nemlig en vigtig afgørelse på spil. Ender Jammerbugt på førstepladsen, ender de i landets næstbedste række i den nye divisionsstruktur. Nummer to til seks i puljen skal over i den tredjebedste række.

Det erklærede mål er en plads i top-seks, mens førstepladsen ikke er urealistisk. Dermed skal der arbejde med at få truppen på plads til foråret.

- Vi er i gang med det og er også langt med at forhandle med flere spillere. Vi mangler at få nogle spillere på plads, men det er kun Bardhec (Bytyqi, fløjspiller, red.), som jeg ikke tror på, siger Bo Zinck.

- Bardhec vil gerne være fuldtidsprofessionel, og ud fra den seneste halvsæson burde han få nogle tilbud. Men det er en svær tid, hvor corona har sat sine spor. Vi håber på det for ham, men kan han ikke finde det rigtige, ved han, hvor vi er, lyder det fra ham.

Det er altså ikke en Jammerbugt-chef, som direkte frygter at miste en af truppens mest profilerede spillere gennem 2020.

- Det er en del af vores klub at sende spillere videre til et fuldtidssetup. Det kan overbevise andre om, at det er det rette sted at komme til, lyder det fra Bo Zinck.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...