AFRUNDING: De nordjyske ugeaviser i Jammerbugt Kommune tager temperaturen på 2019 gennem et kommunalbestyrelsesmedlems øjne. Infrastrukturen i Aabybro ser Ib Nellemann som et lyspunkt

AABYBRO: I 2019 kigger social- og sundhedsudvalgsformanden i Jammerbugt Kommune først og fremmest på et rørende øjeblik for få uger siden, da handicapprisen blev uddelt.

Her blev Ib Nellemann rørt på en måde, som overskygger mange oplevelser i årets løb.

- Uddelingen af handicapprisen ligger nok tættest på. Her kan man virkelig mærke, at de beslutninger, man træffer som politiker, også virker i det virkelige liv. Poppelhuset er et tilbud for hjerneskadede, og der var en bestemt, som jeg vil huske i lang tid. En ung, hjerneskadet pige uden førlighed eller sprog magtede alligevel at holde en tale for os gennem en computer, som hun har tilknyttet sin kørestol, fortæller lokalpolitikeren.

Kommunalbestyrelsesmedlemmet fra Aabybro mener især, at området har haft en mærkbar udvikling i 2019.

- Aabybro er i en kæmpe udvikling på alle områder, og det gode er, at der er sat penge af til infrastruktur. Vi er godt i gang mange steder, og der er en sikring af vejforløbet. Der er boligselskaber, der bygger løs - både i Aabybro og i de mindre byer. Domea i Aabybro har jo vist, at de godt vil være medspiller på vores lokalområder. Det ser man flere steder i kommunen, siger Ib Nellemann.

Venstre-medlemmet mener også, at samarbejdet på tværs af byrådssalen er specielt.

- De sidste år har der i kommunalbestyrelsen indgået et budgetforlig med en samlet kommunalbestyrelse. Det er med at skabe en balance og enighed om at udvikle Jammerbugt. Udviklingen i Aabybro, Blokhus og hele Jammerbugt kan vi kun sikre, fordi kommunalbestyrelsen er enige om at gøre det i fælles fodslag, siger han.

- Men vi har også haft nogle udfordringer i 2019. Vi ramte serviceramme og gik over, og vi var nødt til at gøre nogle ting. Men jeg synes, at vi langt hen ad vejen lykkedes med at skabe noget tryghed, selvom vi skulle rette ind og komme under servicerammen igen, siger Ib Nellemann.

I sit eget udvalg har der også været masser at se til.

- Vi har lige godkendt vores sundhedspolitik. Alle de nye ting, som borgerne har været med til at komme med forslag til, skal føres ud i livet i 2020 og frem. Det har også været spændende med vores dialogmøder med de forskellige råd. De er med at sætte udviklingen og den politik, vi gerne vil føre i Jammerbugt Kommune.

- Vi skal til at videreudvikle vores hjemmepleje og sygepleje, og det gør blandt andet ved at samle Saltum, Kaas, Pandrup og Aabybro i et plejeområde, hvor de får et andet udgangspunkt og andre lokaler. Vi sikrer bedre faglighed og arbejdsvilkår for vores ansatte, slutter Ib Nellemann.

Læs med i Pandrup Lokalavis for at høre om Jens Christian Goldings 2019. I Hanbo Bladet fortæller Helle Bak Andreasen om året, og i Fjerritslev Ugeavis har vi snakket med Per Halsboe-Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...