Byens liv: Gjøl Havn er lørdag centrum for et sandt eldorado af aktiviteter, når havnens foreninger deltager i det landsdækkende projekt, Vild med Vand – eller Havnens Dag

Gjøl: Gjøl Havn er lørdag centrum for et sandt eldorado af aktiviteter, når havnens foreninger deltager i det landsdækkende projekt, Vild med Vand – eller Havnens Dag.

I Gjøl Sejlklub kan du prøve forskellige vandaktiviteter, eller du kan se, hvordan andre afprøver deres færdigheder på vandet. Klubben opfordrer derfor alle gæster til at medbringe skiftetøj, hvis de nu skulle få lyst til en tur på vandet.

I Gjøl Ro og Kajakklub afvikles over hele weekenden den årlige DGI-havkajakfestival, hvor 65 kajakroere fra hele landet mødes for at lære og træne forskellige former for kajakroning.

Sejlklubben har netop indledt sin første sæson med SUP,stand up paddle, og det første hold er i gang på de nyindkøbte boards. Uddannede instruktører står klar til at fortælle og instruere interesserede vandhunde..

Klubben råder også over en lille armada af optimistjoller, et par Feva-joller og andre ungdoms-joller, og hvis vejret tillader det, kan interesserede prøve de forskellige typer. Desuden vil der være mulighed for at få en tur på surfbrættet ud over vandet. Flere bådejere vil også holde åben båd, så interesserede kan komme ombord og se, hvordan sådan en båd kan være indrettet.

Projektet, Vild med Vand blev lanceret i 2015 i et samarbejde mellem Dansk Sejlunion og Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, og det støttes af Nordea-Fonden. Formålet med projektet er at øge interessen for klubliv og aktiviteter på vandet.

Det hele foregår rundt omkring i de ca. 80 Vild med Vand-havne, som i år afholder Havnens Dag, lørdag den 25. maj.

Havnens Dag, er et markant tilbud til lokalbefolkningen om at deltage i gratis aktiviteter. Børn, unge og voksne inviteres til havnen, hvor vandhunde kan få stillet nysgerrigheden og prøve kræfter med netop den vandaktivitet, de går rundt og drømmer om i hverdagen.

Der er naturligvis også mulighed for bare at tage sig en svømmetur i vandet, der nu er oppe på cirka 10 grader Celcius.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...