Håndboldkaravane til marked i DGI Huset

AABYBRO: Siden Aaby Marked genåbnede for en lille håndfuld år siden, har det været i konstant udvikling. Flere af DGI Husets haller er blevet taget i brug, som årene er gået, ligesom overskuddet fra markedet er gået til vidt forskellige organisationer og foreninger.

Til gengæld har der altid været masser af underholdning for børn i forbindelse med markedet, der har sloganet ”Børn hjælper Børn”. Tidligere har “Den skaldede pædagog” lavet musikunderholdning, og der har været lavet et stort hoppe- og legeland for børn.

I år er ingen undtagelse, da markedet i 2019 vil have et håndboldtema med masser af forskellige muligheder for børn og legesyge voksne.

Håndboldkaravanen kommer til markedet og har en masse forskellige aktiviteter med som ”Landin-dugen” og skudmåler. Desuden kommer de to ligaspillere fra Aalborg Håndhold - René Antonsen og Jesper Meinby, og det vil være muligt at få en autograf eller konkurrere lidt imod de to lokale håndboldstjerner.

Hele temaet med håndbold er meget bevidst, fortæller Torsten Brix fra markedsudvalget.

- I hele Aaby Markeds levetid har vi forsøgt at finde og efterspurgt lokale initiativer, som vi kunne støtte, men antallet af tilbagemeldingerne har været ganske få. Derfor var det rart, da Aabybro Håndboldklub henvendte sig. Efter deres store påskestævne er stoppet, kunne vores støtte godt bruges, siger Torsten Brix.

Til markedet er det også aftalt, at Aabybro Håndboldklub skal hjælpe med nogle praktiske opgaver, så dagen kan forløbe så gnidningsfrit som muligt. Derudover håber markedsudvalget, at håndboldens deltagelse til markedet gør, at nogle af forældrene kan få ekstra tid i nogle af de mange boder. For boderne vil være lidt anderledes i år.

- Sidste år åbnede vi op for, at erhvervslivet i Jammerbugt kunne købe stande, og resultatet af dette er vi ganske godt tilfredse med, siger Lars Sloth.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...