I Aabybro har man været hårdt ramt af nedlukninger af butikkerne på grund af corona. Årets store by-night er også blevet aflyst, men man arbejder på at finde alternative aktiviteter i løbet af sommeren

AABYBRO: Butikkerne i Aabybro er nu næsten alle åbnet igen, efter coronaen har været en udfordring i forhold til at holde butikkerne åbne.

Formanden for Aabybro Handels- og Erhvervsforening og købmand i Meny, Vagn Tidselbak, ser positivt på den næste tid, selvom den sidste lange periode har været meget udfordrende for foreningens medlemmer.

- De fleste butikker har jo været helt lukket ned, og de er så småt åbnet op igen i den her uge. Men Thiele, Sportsmaster og Bog & Ide har været ramt af, at de er under samme tag, så de har ikke kunnet åbne endnu, men ellers er butikkerne åbnet op igen, siger Vagn Tidselbak.

Det er også gået ud over foreningens aktiviteter hen over sommeren.

- Vi har aflyst vores by-night 30. juli. Nu prøver vi at finde ud af, hvad vi kan laver efter 10. maj og resten af sommeren, siger Vagn Tidselbak.

I mange af butikkerne har medarbejderne også været sendt hjem, men for Meny har coronaen ikke haft den store betydning.

- Vi har ikke været ramt ret hårdt. Folk er blevet hjemme, og vi har haft mange kunder. Folk har også været gode til at holde afstand og spritte hænder af, siger Vagn Tidselbak.

Vinafdelingen har også været godt besøgt, og der er flere af de lidt dyrere varer, der er endt i indkøbsvognen.

- Folk hygger sig rigtig meget derhjemme, siger Vagn Tidselbak med et smil i forhold til de indkøbsvaner, folk har haft den sidste tid.

Åbnet op igen

Hos Sko & Sko står Ole Thomsen alene i butikken. Den har indtil for nylig været lukket ned, men er nu stille og roligt i gang. Hans to medarbejdere er sendt hjem, men kan kaldes ind, hvis der er sygdom. Der kommer også kunder i butikken, og det går noget bedre, end før de lukkede butikken ned, hvor indtjeningen var røget helt i bund.

- Det går meget stille og roligt, og det er slet ikke på samme niveau som normalt. Men folk er flinke og kommer stadig og handler, siger Ole Thomsen.

Ole Thomsen har også valgt at give fast rabat efter prisen på varen for at lokke flere tilbage i butikken. Det rammer hårdt at skulle betale for varer, der er kommet og er på vej, og det er tiltrængt, at han nu i det mindste kan få lov til at få den tidligere betalte moms tilbage som en del af hjælpepakkerne. Selvom det jo stadig kun er et lån, der skal betales tilbage.

- Det er hårdt tiltrængt, for der er varer, der skal betales. Sko kommer i to store omgange om året, og dem skal vi jo have penge til at betale, siger Ole Thomsen.

Netsalg batter ikke

Hos naboen Tiff, der sælger dametøj, har coronalukningen ramt hårdt. Ejer Tina Voigt, der har butikker i Aabybro, Vodskov, Vejgaard, Auning og Hornslet, har mærket krisen hårdt, da butikkerne først lige er åbnet op igen.

- Jeg ville ønske, at hjælpepakkerne kom til udbetaling. Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet, siger Tina Voigt.

I hver butik har hun nu en ansat på arbejde, mens hun selv driver internetbutikken. Det har dog ikke været der, hun har kunnet hente den tabte indtjening hjem.

- Det har ikke været i nærheden af den normale omsætning. Jeg har lagt rigtig meget arbejde i det, og der er kommet rigtig meget retur, fordi kunderne bestiller en vare i flere størrelser, siger Tina Voigt.

Hun håber derfor på, at der ligeså stille kommer flere ind i butikken, og der er også ekstra tilbud for at lokke folk indendøre, så butikkerne ikke brænder inde med de meget sæsonbetonede varer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...