AABYBRO: I forbindelse med Halloween kommer græskar på menuen hos 200 skolebørn i området. Aabybro Skole, FDF Aaby Vedsted Skole og Biersted deltager nemlig i konceptet GoCook Smagekassen.

GoCook er Coops nye madkoncept for børn og unge. Næsten 6500 skoleklasser fordelt på 80 procent af alle grundskoler i Danmark modtager en kasse fyldt med råvarer og undervisningsmaterialer. I anledning af Halloween er grønne og orange hokkaido-græskar hovedingredienserne. I uge 44-45 kan skoleelever i Aabybro og Biersted dermed prøve kræfter med græskarsuppe, risotto med græskar og græskarboller.

- Børnefamilier mangler idéer til, hvordan de får nye grøntsager på bordet. Børnene kender græskar som lygter til halloween og de elsker søde og farverige grøntsager. Så græskar er et oplagt sted at starte med en ny grøntsag her i efteråret, siger projektchef Bente Svane Nielsen.

- Vi udfordrer børnenes madmod ved blandt andet at tage dem med på en rejse til Japan, hvor man spiser græskar, som vi spiser gulerødder. Og så følger eleverne dyrkningen af de 42.000 græskar til smagekassen. De skal vide, hvor maden kommer fra.

Kokken Gorm Wisweh er ambassadør for GoCook og har været foran kameraet i flere film til årets smagekasse.

- Græskar smager fantastisk sammen med surt og stærkt såsom citron og chili. Det gode ved GoCook er dog, at der ikke er nogen løftede pegefingre. Vi giver børnene smagsprøver på græskar, og så må børnene tage den derfra sammen med deres familier, siger han.

Skoleelever over hele landet bager græskarboller, koger græskarsuppe og laver risotto med græskar i ugerne 43, 44 og 45.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...