Otte år efter Gøl Bådens hjemkomst til den lille havneby er den traditionsrige båd i vandet

GJØL: Fredag var en stor dag for ildsjælene i træskibslauget bag den store renovering af Gøl Båden. Her blev træskibet nemlig sat i Gjøl Havn.

- Alt gik efter planen. Vi var foran tiden, og det hele kørte på skinner, fortæller formand Søren Petersen.

Gøl Båden var en vigtig del af transporten til og fra Gjøl frem til 1940, hvor området blev landfast med Vendsyssel. I 2012 blev båden hentet hjem, og siden er der lagt mange frivillige timer i den.

Båden blev fredag morgen transporteret fra værftet til Gjøl Havn. På vejen kunne flere ting gå galt, men Gøl Båden kom uskadt ned til havnen og tog ikke vand ind, da den endelig ramte Limfjordens overflade igen.

- Den lå stille og roligt på vandet, så vi kunne ånde lettet op og få en lille pilsner og en skål med publikum. Det kunne ikke være bedre, siger formanden.

De kommende fire uger skal Gøl Båden ligge i havnen og trække vand ind i det tørre træ, før motoren kan sættes i gang. Dermed er der rig mulighed for at få et glimt af de arbejdende frivillige, der nu rykker deres arbejdsplads fra værftet og ned på havnen.

- Folk kan bare komme og se den fra søsiden eller landsiden. Til august kan man så se det hele, når vi holder åbent båd-arrangementer og åbner lidt mere derfra, siger Søren Petersen.

Søsætningen var holdt hemmelig, så der ikke blev samlet for mange mennesker på havnen. Man havde dog inviteret flere - blandt andet de fonde, som har doneret penge til projektet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...