Rent: Jammerbugt Rengøring i Hune kan nu tilbyde et privat alternativ til den kommunale rengøring

Hune: Tilbage i juni måned besluttede kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune, at der skulle indføres fritvalgsbeviser.

Dermed kunne borgerne selv bestemme, hvem der skal varetage rengøringen og den personlige pleje.

Jammerbugt Rengøring har nu et halvt års tid været godkendt som privat leverandør af rengøring. Og det er idehaver Karen Jensen rigtigt godt tilfreds med.

- Vi har været i gang et godt stykke tid nu, og vi kan fornemme, at de borgere, der vælger at bruge os, er rigtigt tilfredse - også fordi, de har mulighed for at tilkøbe ydelser, siger hun.

Hun hæfter sig især ved, at borgerne er glade for, at det altid er den samme, der kommer, og at det altid er på den samme dag i løbet af ugen.

- Der er jo mange ældre, der skal nå til tandlæge eller genoptræning i løbet af en uge, og på den her måde kan de planlægge, så de altid er hjemme, når vi kommer, siger Karen Jensen.

Hun har også noteret sig, at den medarbejder i Jammerbugt Rengøring, der tager sig af lige netop denne gruppe, har fået en særligt bonus.

- Fordi det er den samme, der kommer, så kommer de jo rigtigt tæt på hinanden, og det nyder min medarbejder også, smiler Karen Jensen.

Ønsker man at benytte muligheden for et fritvalgsbevis skal man ansøge hos Jammerbugt Kommune.

Det sker ved at kontakte visitationen, der derefter forstår sagsbehandlingen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...