JUL: Aabybro Borgerforening spredte julehygge hos de handlende i den nye hytte

Fredag 11. og lørdag 12. december sørgede Aabybro Borgerforening for, at de handlende fik noget at lune sig på.

Borgerforeningen havde lånt Aabybro Handels- og Erhvervsforenings hytte, der for nylig er kommet til Aabybro Centret.

- Vi plejer jo at have et juletræ oppe ved Centret sammen med handelsstanden. Det savner vi virkelig at have i år, siger John Hedelund og fortsætter.

- Nu hvor vi ikke har et juletræ, så tænkte vi, hvad gør vi så. Handelsforeningen har fået en fin hytte, og så fik vi lov til at bruge den til at dele gløgg, kager og slik ud til de mindste.

Ud over at sprede julehygge med gløgg, så brugte Borgerforeningen også anledningen til at få lidt nye medlemmer.

- Det gik rigtig flot. Det var dejligt at få lov til at tale med folk, og vi fik en del nye medlemmer, siger John Hedelund.

Det forgangne år har budt på mange aflyste arrangementer i Borgerforeningen, men Borgerforeningen håber, at de aflyste arrangementer i 2020 kan blive til noget i 2021.

Formanden håber også på, at generalforsamlingen i januar kan gennemføres, men intet er selvfølgelig sikkert på nuværende tidspunkt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...