Den stod på taler og ønsketræ på skolen

GJØL: Dannebrog var selvfølgelig hejst, da Gjøl Skole kunne fejre 50 års fødselsdag. Skolen var smuk pyntet, og mange havde valgt at komme med kage for at være med til at markere den store dag.

Alle samarbejdspartnere med skolen var faktisk blevet bedt om at komme med en kage, som kunne bruges til et kæmpe fælles kagebord for at fejre dagen.

Der var mange fine taler af skoleleder Lars Salomonsen, skolebestyrelsesformand Jesper Mørkholt, børne- og familieudvalgsformand Ulla Flintholm samt af lederen af den lokale børnehave og SFO, Jesper Mikkelsen.

Gjøl Skole blev til for 50 år siden ved, at der var tre skoler, som blev lagt sammen. Skolen ville gerne være med til at markere 50 års dagen på en særlig måde. Derfor var der opsat et ønsketræ, hvor man kunne skrive et ønske for Gjøl Skoles fremtid på et hjerte og hænge det op på træet.

Derudover havde de ældste elever lavet en skrivelse til en tidskapsel. Her var der udførligt skrevet, hvem man er med navn, og hvad man laver i skolen og ens fritid. Samtidig kommer man med en vurdering af, hvordan tingene ser ud om 50 år, når Gjøl Skole fylder 100 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...