Stine Bjørn Øbro fra Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har modtaget den prestigefyldte pris som årets seniorprojektleder af Dansk Projektledelse

KØBENHAVN/PANDRUP: Dansk Projektledelse, der står bag International Project Management Association (IPMA), har netop kåret Stine Bjørn Øbro, der er opvokset i Pandrup, til årets seniorprojektleder. Stine Bjørn Øbro er projektleder i Implementeringscenter for Inddrivelse (ICI) i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, og hun har været i Skatteforvaltningen siden 2016.

Stine Bjørn Øbro bestod IPMA B-forløbet som seniorprojektleder, der bl.a. består af både skriftlige og mundtlige eksaminer, og sluttede af med en svær case i projektledelse, hvorefter hun blev nomineret med to andre kandidater. Hun vandt prisen med begrundelsen, at hun i projektlederforløbet brugte mange konstruktive metoder, viste et godt overblik og er en behagelig projektleder, der udviser stor empati.

- Jeg havde ingen anelse om, at jeg havde vundet prisen. Jeg er selvfølgelig super stolt over, at jeg har vundet prisen. Det er da stort, at andre synes, jeg er så god til mit arbejde. Jeg prøver altid at lede projekter med fokus på, hvordan vi løser opgaven bedst, og hvordan vi bruger alle de involveredes kompetencer på kryds og tværs. Den her pris bekræfter mig i, at jeg og vi i UFST gør det på den rigtige måde. Det er da ret fedt, siger Stine Bjørn Øbro.

Dansk Projektledelse kårer årets projektleder for at synliggøre særlige indsatser inden for ledelse af projekter, som har markeret sig særligt det seneste år.

32-årige Stine Bjørn Øbro er opvokset i Pandrup og har gået på Pandrup Skole og efterfølgende Jetsmark skole.

Senere har hun gået på Nørresundby gymnasium og læst bachelor på Aalborg universitet samt kandidat på Århus universitet - nu bor hun i København.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...