Team Blokhus samler bænke til frit brug for Blokhus Torv

BLOKHUS: Det ligner umiddelbart en kedelig sommer for de mange frivillige, der de seneste sæsoner har lagt masser af timer i Blokhus’ kulturliv og oplevelsestilbud. Trods aflysning af blandt andet torvekoncerter træder de dog til, når Blokhus Torv igen kan samle byens gæster.

Således er de frivillige fra Team Blokhus på pletten til at samle bænke til frit brug på Blokhus Torv.

Her har en arbejdsgruppe søgt og opnået en helt særegen dispensation for gældende bestemmelser for placering siddepladser og give gæsterne mulighed for blot at kunne sætte sig og nyde atmosfæren og fornemme feriestemningen.

- Vi forsøger jo at kompensere lidt for, at der ikke rigtig sker alt det, som normalt sker i Blokhus. Det er en bestræbelse på at skabe lidt liv under forsigtige forhold, som ganske vist er anderledes end vores koncerter. Her han folk jo slå sig ned og trives lidt, fortæller Karl Korfits fra Torvegruppen under Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Bænkene er hverken tilknyttet forretninger eller restauranter i området og kan således bruges frit af besøgende og lokale, fremhæver han.

- Det er et tilbud til byens gæster, så de kan slå sig ned og sidde uforpligtende på en plads. Det er et slags trivselsprojekt, kan man sige, tilføjer Karl Korfits.

Han glæder sig dermed også over, at de frivillige igen kan give noget til badebyens besøgende.

- De har ikke haft mulighed for at være lige så aktive omkring vores mange projekter som tidligere. Men vi ligger på lur, når der kommer en mulighed for at gøre en indsats. Det handler bare om at respektere reglerne, siger ildsjælen.

Bag siddepladserne på Blokhus Torv står interessenter omkring Torvet, Grundejerforeningen, Erhvervsforeningen, Blokhus Fonden, Kulturens Venner samt Torvegruppen.

Det er i samklang med Ministeriets tilskyndelse til kommunerne om at imødekomme ønsker om at inddrage ledige områder til etablering af siddepladser for turister.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...