Sikrede det nødvendige point i en gyser af en topkamp

NØRHALNE: Med et uafgjort resultat i topkampen ude mod Jetsmark HK tirsdag aften sikrede Fremad Nørhalnes håndbolddamer sig oprykning til serie 1 efter en sæsons fravær.

Men det nødvendige point med slutresultatet 21-21 kom først i hus til allersidst med en udligning 40 sekunder før tid, hvorefter Jetsmark HK nåede at sende kampens sidste afslutning på ydersiden af stolpen på Nørhalne-målet.

Resultatet betyder, at Fremad Nørhalne fører rækken som ubesejret og har tre point ned til nummer to, Jetsmark HK, inden sidste spillerunde, hvor Fremad Nørhalne spiller i egen hal søndag 24. marts klokken 13 mod Vester Hassing.

Kampen mod Jetsmark HK var hårdt spillet, og der ikke kun blev spillet med bolden, men også med musklerne, og det resulterede i en stribe udvisninger samt et rødt kort til en spiller fra hvert af de to hold.

Fremad Nørhalne kom bedst fra start og scorede i starten af kampen hovedsagligt fra fløjene og forsvarede en føring på tre og fire mål, og pausestillingen var 8-12 til gæsterne.

Men i 2. halvleg fightede Jetsmark HK forbilledligt og åd sig ind på gæsterne med scoringer fra særligt venstre back, så stillingen efter 43 minutters spil var 16-16, og hjemmeholdet kom endda foran 18-16 med ti minutter igen, inden Fremad Nørhalne fik lukket forspringet.-tin

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...