Danse: De nåede det lige, inden Corona lukkede alting

Det var før de strenge påbud om at undgå store forsamlinger, at det årlige folkedanserstævne i Nols Hallen i Saltum blev afviklet med 120 folkedansere, ledere og spillemænd fra store dele af Nordjylland. Men bevidste om den uundgåelige nærkontakt under dansen gjorde, at deltagerne ikke forsømte at gøre flittig brug af håndsprit mellem dansene.

Arrangørerne, Biersted Folkedanserforening og Saltum Folkedanser- og Spillemandsforening, var tilfredse med den store opbakning, og deltagerne havde en fornøjelig aften at dømme efter danselysten.

Formanden for danserne i Biersted, Ingerlise Frederiksen, bød velkommen og bad gæsterne gå til sildebord og smørrebrød, som blev nydt ved de lange borde pyntet i forårets farver. Mange nordjyske foreninger var repræsenteret, og i dansene kom deltagerne endnu længere omkring, idet danselederne Lene og Karsten Christensen havde lagt et program med danse fra de danske landsdele fra nord til syd og med en enkelt afstikker til Tyskland og Sverige. Spillemændene Arthur, Kim og Aase sørgede for musikken.

I kaffepausen blev flotte kager bragt ind, og Ingerlise Frederiksen huskede i sin afsluttende tale at takke de mange, der havde bagt og hjulpet med de utallige andre gøremål, der knytter sig til et så stort stævne. Også Saltum-dansernes formand, Aksel Lange, takkede for den store tilslutning og danselyst.

Saltums og Biersteds folkedansere har nu i flere år haft et godt samarbejde, der udmønter sig ved flere lejligheder i løbet af året. Saltum dyrker også jævnligt dansen sammen med folkedansere fra Vrå og Tårs, og Biersted har haft fællesdans også med Aabybro og Tranum folkedansere. Der er således fortsat stor interesse på egnen for at danse folkedans. Selv om mange af danserne har dyrket folkedans i nogle år, er der god plads til nybegyndere.

Jammerbugts folkedansere deltager blandt mange andre i et stort folkedanserstævne i Blokhus 12. til 14. juni med folkedansernes Region Nordjylland og Møllekvadrillen som arrangører. Jetsmark Idrætscenter bliver centrum for overnattende folkedansere, for samvær og legestue. Om lørdagen kulminerer stævnet med optog gennem Blokhus til Torvet, hvor der bliver opvisninger. Søndag slutter stævnet med kirkekoncert i Jetsmark Kirke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...