En mobil corona-testenhed blev onsdag taget i brug. 244 borgere var forbi

GJØL: Onsdag åbnede et mobilt covid-19-testcenter på Gjøl.

Baggrunden er en stigning i corona-smitte, der har været i området den seneste uge, hvor også flere af byens minkfarme er ramt af virusset.

Tina Beith, driftsleder for Testcenter Danmarks aktiviteter i Nordjylland, fortæller, at der lidt før middag havde været 100 mennesker til podning - i en by på knapt 900 indbyggere vel at mærke. Da dagen var omme, havde 244 borgere været igennem teltet.

- Så vi har ikke haft så travlt. Med den bemanding, vi havde i dag, så kan vi pode 600, siger Tina Beith.

Hun fortæller, at man som udgangspunkt vil sende mobile testenheder rundt i hele regionen, så man geografisk er dækket ind, mens man også reagerer på konkrete smitteudbrud, og det er der altså tale om her.

Test-holdet fra Region Nordjylland har taget opstilling i Gjøl Hallen, hvor der er god plads til at holde afstand i køen og mulighed for at have én indgang og én udgang.

Den mobile testenhed er at finde på Gjøl klokken 10-17 indtil torsdag.

- Hvis behovet stiger, kan det være, at vi kommer en dag mere, siger Tina Beith.

Hun oplyser, at procedurerne omkring testene på det mobile testcenter er de samme som ved de permanente teststeder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...