HANDEL: Det var anderledes og med færre folk end open by night før coronatiden - men der var stadig en god aften i byen på dag et af tre dage med feriestemning

Torsdag aften tog Aabybro Handels- og Erhvervsforening fat på tre dage med feriestemning med at holde længe åbent til klokken 21, og butikkerne havde også lavet forskellige tiltag.

For eksempel var der gårdsalg i tøjbutikken Tiff, bowling for børn hos Matas, slush ice hos tøjbutikken Rikke B. og hos Bog & Idé blev kunderne budt på kransekage og portvin.

Her var indehaver Klaus Simonsen ved 18.30-tiden godt tilfreds, når man tænker på, at man her i coronatiden ikke kan gøre det på samme måde, som tidligere år. Der er i byen tradition for et stort open by night arrangement i uge 30, men i år måtte man pga. coronaen slå det noget mindre op.

- Vi plejer at være noget nær 1000 til spisning, og i betragtning af, at det ikke kan lade sig gøre, så synes jeg, der er et pænt fremmøde. Vi prøver at lave noget hver især, og det har været rigtigt fint i dag, lød hans vurdering.

Han fortalte også, at det plejer at give en hel del ekstra handel med de mange folk, der er tradition for at deltage i den store fællesspisning til det årlige arrangement, men der var nu stadig en hel del mennesker inde i boghandlen.

Der var i det hele taget en del folk i butikkerne, og nogle folk havde også sat sig ved borde på arealet udenfor, hvor der var ved at blive linet op til levende musik.

Andre kom gående med fyldte poser under armene, hilste på bekendte, kiggede på tøj eller andre varer udenfor. Der var rigtig mange forskellige ting at se på både udenfor og inde i butikkerne.

Dagen derpå meldte Rikke Brusgaard fra Rikke B. om en god aften, hvor også vejret var med arrangementet.

- Jeg synes, det var en rigtig god dag. Folk var købelystne og kom ud. Der var ikke den atmosfære med fællesspisning, men trods corona synes jeg, der var en god dag. Vi havde også kunder om aftenen, ikke den mængde, der plejer at være, men der var mange kunder hele aftenen, fortæller hun.

Også Sko & Sko var med på aftenen, og butikken var blevet forsynet med en honningstand foran i dagens anledning. Indehaver Ole Thomsen melder dagen derpå, at der ikke var så mange turister i og med, at man ikke har kunnet markedsføre arrangementet så meget, som man plejer.

- Det er fint nok, men det er ikke på niveau med de andre år. Der skal heller ikke være så mange. Meningen var bare, at de skulle gå og hygge sig, og så sælger man ikke så meget, konstaterede han.

Fredag og lørdag fortsætter dagene med feriestemning i Aabybro.

- I dag og i morgen fortsætter vi med feriestemning og fortsætter med de rabatter, der er i butikkerne fredag og lørdag, fortæller Rikke Brusgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...