Sjovt: Nye standere i Aabybro og Pandrup skal få børn og voksne i gang med at lege

Aabybro: Når det handler om spejderliv, så er det svært at komme udenom borgmester Mogens Christen Gade, (V).

Så da lokale FDF´ere skulle indvie en stander med tolv kort med hver en leg på, så var borgmesteren også med.

Og han gik dermed forrest i et nyt initiativ fra FDF, der skal få børn og voksne til at røre sig mere gennem leg.

FDF´ere fra Pandrup og Aaby/Vedsted prøvede sammen med lokale børn kortene af, og der gik ikke længe, før alle deltog koncentreret i legen ”Wush ching wuh,” der både satte krav til koncentrationen, men også medførte høj latter.

Kortene er gratis, og de vil stå ved biblioteket det næste år. Så mangler man lige en idé til en leg til børnefødselsdagen, eller vil prøve noget nyt på gåturen, kan man bare snuppe et kort fra Go-play standeren. De lokale FDFere vil løbende fylde nye kort i standeren.

- I FDF elsker vi at lege på tværs af alder, og møde nye venner i det fællesskab, der opstår i legen. Det håber vi også, at byen vil opleve, når de tager standeren i brug. Leg i FDF betyder, at voksne tager del i legen og leger med, så hermed en opfordring til de voksne om også at lege løs, siger FDFs generalsekretær Rasmus Agergaard Pedersen.

Også FDF´erne i Pandrup får ansvar for en lokal stander.

Standeren i Pandrup bliver placeret i Sandmosen, fortæller kredsleder i Pandrup FDF, Sofie Larsen, og den bliver indviet 24. september klokken 17.30. Adressen er Rødhusvej 185. Det er muligt for alle at komme klokken 17.00, hvor der er Naturens dag. Her vil der blive bagt snobrød, det er muligt at tage et mærke og i det hele taget opleve naturen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...