JYLLANDSSERIE: Aabybro IF sikrede oprykning i Jan Werther Larsens første sæson efter sin tilbagekomst til klubben. Nu venter der udfordringer for førsteholdet i de gule bluser

AABYBRO: I vinterpausen måtte Aabybro IF sige farvel til cheftræner Claus Thomasen, som blev hentet til Nørresundby fB som assistenttræner. Afløseren blev en gammel kending.

Jan Werther Larsen kom nemlig tilbage til klubben, som han kender så godt. Han kom til Aabybro IF for 17 år siden og gennem en del sæsoner har haft stor indflydelse hos de gulblusede. Det blev ingen undtagelse gennem foråret, hvor han som cheftræner førte klubbens førstehold til oprykning - og dermed venter en tilværelse i Jyllandsserien efter sommerpausen.

- Vi ville gerne se, om vi kunne tage skridtet op. Men det var ikke planen, at det skulle være nu, fortæller Jan Werther Larsen.

Det lignede heller ikke en oprykning til førsteholdet efter holdets tre første kampe i forårssæsonen. Efter nederlag til Jetsmark IF, Vejgaard og RKG var målscoren 1-7 for holdet.

- Spillerne skulle lige tage konceptet til sig. Det så lidt halvskidt ud for den nye træner, tænkte jeg. Men jeg synes, at spillerne har taget godt imod det hele og fundet ud af, hvordan vi fungerer både offensivt og defensivt, siger cheftræneren.

Det kan han også mene med god grund. I sæsonens sidste 13 kampe endte målscoren på 42-13 for Aabybro IF, og oprykningen blev sikret gennem play-off.

Dermed kan Jan Werther Larsen og resten af holdet se frem mod udfordringer i Jyllandsserien.

- Vi har mødt nogle jyllandsseriehold før, og der kunne vi godt være med. Vi skal se, om vi ikke kan hænge på nu. Det bliver en fantastisk sæson, men også en svær én. Der er dygtige fodboldhold i serien, og vi skal møde fem Aalborg-hold, som jeg kender til alle sammen. Jeg ved, at det bliver en mundfuld, men jeg er ikke i tvivl om, at vi kan spille i den serie, hvis vi kan bygge på det, som vi viste i foråret, siger han.

Aalborg-holdene i den kommende sæson er Aalborg Freja, Aalborg Chang, AaB, Vejgaard og Gug. Derudover venter Frederikshavn fI og Hjørring IF. Især førstnævnte kender Jan Werther Larsen godt, da han forlod klubben som førsteholdstræner i fjor.

De hold skal Aabybro IF spille op mod med mere eller mindre samme mandskab som gennem foråret.

- Jeg har snakket med et par stykker, som har valgt at søge andre steder hen end os. Men med truppen i dag kan vi også klare os, hvis vi klør på, lyder det fra træneren.

Jan Werther Larsen mener også, at et hold i den kategori klæder en by som Aabybro.

- Vi har kæmpe opbakning som klub og by. Folk gør en masse gode ting for os. Aabybro er heller ikke så lille mere, og man kan høre, at der kommer flere og flere til byen, siger han.

Men på nogle aspekter kommer Aabybro IF’s mandskab i Jyllandsserien alligevel til at være anderledes end modstandernes.

- Vi har en masse unge drenge med et godt fællesskab. Det gør, at vi har en del dygtige spiller omkring holdet. Vi kan ikke tilbyde ret meget. De betaler selv for en fin tøjordning og tøjvask, hvor jyllandsserieholdene tit giver både støvler og tøj til deres spillere. Men hos os betaler folk selv. Vi er alle sammen lige, og fællesskabet vægter tungt, slutter Jan Werther Larsen.

Aabybro IF starter sæsonen med en udebanekamp mod AaB den 14. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...