Et af de mest genkendelige elementer i Pandrup Erhvervspark er skulpturen ved navn Stjernen.

Vedligeholdelsesprisen består en skulptur, der hvert år flyttes og placeres ved en virksomhed i industrikvarteret, som løfter parkens udseende og er en god ambassadør for den gruppe virksomheder, der har hjemme i området mellem Kaas og Pandrup.

I år går stjernen til PanPac, der arbejder med automatiserede løsninger inden for pakning.

- PanPac har forskønnet facaden, hvor man kan fra Omfartsvejen ser virksomheden. De beviser, at de er stolte af at være en del af Pandrup Erhvervspark, siger vognmand og kommunalbestyrelsesmedlem Kjeld Hedegaard Nielsen, der er en del af stjerneudvalget.

Foruden ham var grafiker Astrid Bjerg og forhenværende boghandler i Pandrup, Verner Nørgaard, i udvalget. Ved udnævnelsen var borgmester Mogens Gade også mødt op.

- Det er en af vores gode, faste traditioner i Jammerbugt Kommune at uddele denne pris. Visionen og ambitionerne var store, da man startede erhvervsparken, og der er ikke tvivl om, at det er Jammerbugts flotteste af slagsen. Stjernen er et udtryk for at række ud for at nå noget. Her har man gjort noget for at gøre opmærksom på egen virksomhed, Pandrup Erhvervspark og Jammerbugt Kommune, siger borgmesteren.

- Erhvervsudvikling og bosætning hænger tæt sammen. Det er Pandrup et godt udtryk for, og vi arbejder meget med den del i kommunalbestyrelsen. Tak for ambitionerne i erhvervsparken, og tak for ambitionerne i PanPac, tilføjer han.

Morten Nysted er administrerende direktør og medejer af PanPac. Han glæder sig over hæderen.

- Vi har i nogle år arbejdet med facaden ud mod Omfartsvejen og har første testsektion oppe, så det ikke bare er bagenden til en smedje. På den måde kan vi fortsat drive en forretning, mens det ser godt ud fra den side, siger han.

Foruden nogle æstetiske ændringer har virksomheden købt nabogrunden, hvor der er planer om at udvide, når tiden er den rette til det. I øjeblikket afventer man med at påbegynde projektet grundet COVID-19 og verdensituationen, som kommer heraf.

- Vi skulle faktisk bygge først på året. Men det projekt stoppede vi, da coronaen kom. Når markedet er klart, er vi klar til at give den gas igen. Vi har holdt omsætningsstørrelsen fra sidste år, så det er meget godt, selvom planen var, at vi skulle vækste. Ellers har vi holdt på alle folk og har ikke fyret nogen eller haft gang i nogen kompensationspakker, fortæller Morten Nysted.

- Vi venter lidt på at se, hvordan 2021 ser ud. Mange projekter er sat på hold, og man afventer, om verden kommer i omdrejninger igen. Vi er lidt forsigtige på det punkt. Det vil være træls at have 2000 kvadratmeter til at stå tomt, siger direktøren.

I fjor vandt Pandrup-Kaas Smede & VVS prisen og fik ved denne lejlighed tildelt en miniatureudgave af Stjernen.

Stjernen er udarbejdet af billedhugger Lene Rasmussen i 1990 og udlånes hvert år til en ny virksomhed i Pandrup Erhvervspark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...