Mål: Tom NeedleSplit Hummeluhr fra Aabybro er Danmarks bedste DJ. 20. gang blev lykkens gang

Aabybro: Billedet og ansigtsudtrykket taler for sig selv.

Få sekunder før er Tom NeedleSplit Hummeluhr blevet Danmarksmester i mix, og hans ansigt udtrykker følelsen af endelig, efter 20 forsøg, at nå sit mål: Lettelse, glæde og sejr.

- En forløsning, siger han selv om højdepunktet, der fandt sted i Pumpehuset i København 21. september i år.

Smager lidt på det højtidelige ord, der igen får den aftens følelser frem i ansigtet.

- Den evige toer blev endelig nummer et, kommer det så med et skævt smil.

Konkurrencen har været afholdt siden 1986 og har haft ikoner som Cutfather, Soulshock, Static, Noize og Graded som vindere.

DJ NeedleSplit stillede op første gang i 1992.

Og alle årene har han arbejdet hårdt på få førstepladsen, den 45-årige DJ med base i Aabybro. Og alle årene med stor opbakning fra familien, fortæller han varmt.

- Øvet, øvet, øvet og øvet, siger han, mens fingrene lynhurtigt betjener pultens knapper og laver de så velkendte bevægelser henover pladerne.

Og med fine placeringer adskillige gange i blandt andet 2008, 2011, 2014 og 2016.

Men bare ikke lige den eftertragtede 1. plads, konstaterer han.

Startede med mixer og to pladespillere

Karrieren som DJ startede, da han som konfirmand i slutningen af 80´erne brugte alle pengene på en mixer og to pladespillere.

- Mine forældre kunne nok ikke helt se fidusen i den beslutning, men jeg vidste bare, at det var det, jeg ville, fortæller han.

- Jeg var faktisk slet ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle, og specielt ikke efter, at jeg havde set Herbie Hancocks DJ stå og gøre et eller andet mærkeligt med nogle plader og en pladespiller.

- Og slet ikke, da jeg havde stiftet bekendtskab med Run-DMC.

Navnet NeedleSplit har fulgt ham næsten alle årene.

- De første år hed jeg vidst nok et eller andet åndssvagt, men så hørte jeg en plade, med en sætning, der lød noget i retning af ”don´t stop till that needle split.”

- Så vidste jeg bare, at det var det, jeg skulle hedde, og jeg har aldrig hørt om andre med det navn, siger han og lader lyden brage ud af højtalren med introen fra VM 2006 :

- Please welcome NeedleSplit from Deeeeeeeenmark gjalder en dyb stemme, der nærmest leder tanken hen på en boksering.

- I kan godt høre det, ikk, siger han.

En pause undervejs

Men også en DJ bliver voksen, og senere kom der børn og et familieliv til.

- Og et skrivebord og en karriere og fast arbejde ... og en pause fra den del af mit liv, siger han med et smil.

Men drømmen om at vinde et DM var der alligevel stadig.

Efter en skilsmisse var timerne bag pulten en form for terapi, fortæller han.

- Og så vendte kamplysten også tilbage.

- Der var sket meget, men jeg valgte at stille op, og fik en tredjeplads.

- Det var okay, siger han.

Ikke mindst gav det blod på tanden, at de gamle idoler Chief 1 og Dj Cutfather kom over.

- Og de var sgu ellevilde. Det var fedt, konstaterer han.

DJ´en fra Aabybro var i arbejdstøjet igen.

Han har altid haft sin egen stil.

- Jeg har altid medbragt en række underholdende gimmicks, og altid gjort et nummer ud af at have en god kontakt med publikum, siger han.

- Og det er også noget af det, jeg ofte har fået point for.

Det gjaldt også ved DM, hvor gimmicken var noget så simpelt som en elastik.

- Men hør lige, hvad det gør ved en gammel sang som den her med Danseorkestret, ”Kom tilbage nu, ”siger han, mens elastikken, der basalt set bare er hæftet på en af pultens ”knapper” frembringer en rytme.

For elastikken og den rytme, han kunne lave med den, var en af de ting, der gjorde udslaget i det mix, der gjorde ham til vinder af DM i mix 2019.

Nu er målet så nået, men det betyder ikke, at NeedleSplit bliver lagt på hylden.

- Men med den DM titel har jeg jo nået det, jeg ville.

- Drengedrømmen om at vinde som Cutfather og Soulchock gjorde gik i opfyldelse, konstaterer han her 30 år efter drømmen, vinylpladerne og mixerpulten rykkede ind i hans liv.

Grand finale

28. september repræsenterede NeedleSplit Danmark ved VM – DMC World DJ Championships.

Her blev det til en 11. plads.

En plads Danmarksmesteren stiller sig fuldt ud tilfreds med.

He played till that needle split!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...