Nogle gange er noget nødt til at holdes hemmeligt, fordi omgivelserne har besluttet, at det ikke må finde sted

Nogle gange er noget nødt til at holdes hemmeligt, fordi omgivelserne har besluttet, at det ikke må finde sted. Sådan var det i Israel i tiden lige efter Jesu død og opstandelse, da kristendommen tog sine første spæde skridt. Da Jesus ikke var blandt disciplene længere, skulle de fortælle om Guds rige og gå i Jesu fodspor, danne nye menigheder og ”fiske” mennesker i Jesu navn. Den romerske overmagt var ikke begejstret, og derfor blev de kristne forfulgt og måtte mødes i hemmelighed.

Det var udgangspunktet for spaghettigudstjenesten i Saltum Kirke 4. februar, hvor ca. 50 børn og voksne havde fundet vej i al hemmelighed til kirken. Præsten fortalte om de hemmelige tegn, der blev brugt for at kunne hjælpe de kristne til at mødes og lære mere om Jesus. Efter en kort introduktion blev kirkegængerne delt ind i fire hold, som blev sendt ud til fire poster eller ”huler” fordelt i hele kirken. Her skulle løses en opgave og som belønning kunne ”vindes” et lille symbol til at sætte i en nøglering. Efter løbet havde alle en nøglering med et hjerte, en fjer, en fisk og et kors. Alle fire kristne symboler. Herefter blev der kaldt til nadver, et andet symbol i kristendommen. Der blev danset en salmedans med alle i kirken til sidst i gudstjenesten, ledet af børnekoret. Alle gik i sognegården og spiste Ingers gode pasta med kødsovs, tilsat hygge og godt selskab.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...