Fastelavn: Blokhusvejens Børnehave har traditionen tro fejret fastelavn sammen med børnene og deres familier

Tilmeldingerne er strømmet ind og der dufter af hjemmebagte fastelavnsboller. Børnene står i døren til køkkenet og snuser ind af duften, de ved, at de smager så lækre og at der kommer glasur på 🙂 de glæder sig til, at deres bedsteforældre kommer og pynter deres medbragte ris sammen med dem.

Sådan lyder fortællingen fra Blokhusvejens Børnehave, hvor der lige er blevet fejret fastelavn. Børnehaven har selv sendt denne fortælling.

Fra børnehaven fortælles der videre, at der bliver snakket godt rundt i huset, nogle klipper, andre spiller og leger og en hyggelig stemning breder sig. Når rullebordene kører ind på stuerne, byder børnene deres gæster på boller og kaffe, det er jo dem, der er værter, og en årelang tradition gør, at nogle bedsteforældre har været til klippedag mange gange og for andre er det første gang.

Når klippedagen er ovre, betyder det, at vi snart skal slå katten af tønden og klædes ud. En almindelig fredag bliver lavet om til en fest, hvor mange, traditionen tro, er klædt ud både børn og voksne 🙂 3 tønder skal der til og der bliver strammet godt op i musklerne, når der bliver fokuseret på tønden og givet et ordentligt slag. Når kongerne og dronningerne er blevet kronet, er der guf i tønderne til alle, vi er jo fælles om det store arbejde med at få tønderne ned. Vi venter nu på, at der er mad; en fredagstradition, at køkken Jane laver tá selv bord til os.

Mens vi nu snakker traditioner, så har ældstegruppen været en tur i Sognegården og slå katten af tønden sammen med Pandrup Plejecenter. En nyere og fantastisk tradition, hvor to generationer mødes og hygger sammen. Traditioner giver fælles oplevelser, fælles forventninger og fælles historie, som vi også vil huske fra vores børnehavetid og tage med os videre, slutter fastelavnsfortællingen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...