Arne Nødgaard, Skovenggaardsvej, Hunetorp, er død 78 år gammel. Efter længere tids sygdom døde Arne Nødgaard 25. juni på hospice i Nørresundby.

Vi har kendt Arne siden 2008, hvor han ofte var med ved gudstjenesterne i Hune Kirke. Arne havde besluttet sig for at forlade Sjælland for at slå sig ned i Vendsyssel, hvor han var født og opvokset. Han gik som barn på Østervraa Realskole, hvor han sammen med klassekammerater netop havde holdt jubilæums-træf.

Her fandt han ud af, at adskillige af skolekammeraterne var bosat i Hune / Blokhus området. Derfor blev det hans foretrukne valg af bosted de sidste 12 år af hans liv. Nogen af de ”gamle” kammerater havde deres gang i Hune Kirke ind imellem, så derfor fandt Arne også ind i de cirkler.

I flere år var Arne på skift med andre af vennerne læser af søndagens tekster ved gudstjenesterne i Hune Kirke. Han var særlig glad for den tjans, når hans bror, Poul Nødgaard, var på besøg og derfor sad på kirkebænken som en del af menigheden.

”Visens Venner” blev også en vigtig del af Arnes verden i Vendsyssel. Han glædede sig altid til at deltage i deres arrangementer. Han kunne også selv fremføre adskillige muntre viser. Arne var gæstfri og var en eksemplarisk vært, når venner besøgte ham i hans hjem. Undertiden inviterede han i stedet gæster med på lille restaurant, hvor man spiste stegt flæsk og persille sovs. Muntre, hyggelige samvær en ganske almindelig aften.

En ny verden havde åbnet sig for Arne, helt forskellig fra den bankverden, han havde bevæget sig i gennem sine erhvervsaktive år. Nu kunne han følge med i vennernes juleforberedelser og lære at lave leverpostej eller at koge klejner.

Arne var opmærksom over for de mennesker, der havde hjælp behov inden for den juridiske og økonomiske sektor. Adskillige har fået hjælp til formuleringer i skrivelser til myndighederne. Mange mennesker har han hjulpet til rette, når de var kommet i klemme i systemet. Ved byrådsmøderne var han fast tilhører. Og opmærksomt fangede han politikerne, hvis de skævvred ret og regler. Men altid i en sober og saglig tone med velargumenterede pointer. Arne var impulsiv, han kom pludselig kom på besøg: ”Har du flere klejner”. Så kunne han over en kop kaffe hygge sig gevaldigt med at tømme klejneskålen.

Den sidste tid i Arnes liv var vanskelig på grund af en fremskreden kræftsygdom, men han var tryg ved at forlade denne verden. ”Jeg har haft et godt og spændende liv”, sagde han. Vi er blevet beriget af at have Arne som ven, og vi er mange, som vil tænke tilbage på ham med stor taknemlighed og glæde. Æret være Arne Nødgaards minde.

Af Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen,

Hune

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...