Flere specielle oplevelser ved Nørhalne Viser Kunst

NØRHALNE: I år er det 20. gang, at IFNs Kunstvenner kan invitere til Nørhalne Viser Kunst, og det store fremmøde ved ferniseringen torsdag aften mere end indikerer, at publikum har taget den årlige udstilling til sig.

I en fyldt hal kunne de 60 kunstnere vise deres talent, tanker og udtryksmåder samt -former frem for de mange gæster.

- Vi kan præsentere alle stilarter. Tak til kunstnerne for at udfylde rammerne så fantastisk. Tak til de mange hjælpere, som har slidt og slæbt op til udstillingen. En særlig tak til C-holdet og halinspektør Ole Elkær, sagde Trine Schultz, formand for IFNs Kunstvenner.

- Udstillingen har jubilæum, og det markeres med flere særlige oplevelser, tilføjede Trine Schultz, inden hun præsenterede årets taler ved ferniseringen.

- I et jubilæumsår er det selvfølgelig en kunstner, som skal holde talen. Hun har for mange år siden selv udstillet og siden fulgt udviklingen inden for kunst som gallerist, sagde Trine Schultz om Grethe Rolle.

Hun fremhævede, at Nørhalne Viser Kunst igen har formået at hæve niveauet og kan præsentere kunstnere med masser af talent og, at de 60 udstillere er udvalgt blandt 200 interesserede.

- Det er umuligt at fremhæve den ene for den anden, men der er Karsten Frank, som står bag plakaten til årets udstilling. Han udstillede i 1996 i Nørhalne og har siden indtaget den europæiske kunstscene, sagde Grethe Rolle.

- IFNs Kunstvenner skal have ros for at fastholde et koncept, der trækker 6-7.000 mennesker til udstillingen på en weekend, hvilket et hvert kunstmuseum vil være misundelig over. Vi har ikke et museum i Jammerbugt, men vi har mange gode gallerier og udstillinger, som er med til at udvikle og holde kunsten i live, sagde hun.

En af udstillingens særlige oplevelser er det seks kvadratmeter store maleri med målene 160 gange 380 centimeter, hvor der på begge side kan opleves malerier af Kim Groth og Maleren af Verden, Erik Lindberg - og som har en fælles fortælling.

Desuden er der værker af Carsten Frank, som har haft talrige soloudstillinger i ind- og udland og står bag udsmykninger i hovedsæderne i Jyske Bank og Arbejdernes Landsbank, Learnmark Horsens og The Royal Danish Embassy i Washington DC, USA, samt senest ministerkontoret i Finansministeriet.

Samtidig har udstillingen, der har gratis adgang og varer til og med søndag, bevaret sin styrke som en alsidig udstilling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...