Centret laves om, efter en maskine forårsagede en brand i lokalerne

AABYBRO: I starten af oktober udbrød der brand i en træningsmaskine i motionscentret i Aabybros DGI Hus. Siden har huset arbejdet på at få centret tilbage i funktion efter brand og sodskaderne.

Direktør Claus Nørgaard Poulsen håber på at åbne motionscentret igen omkring jul. Indtil da har man været nødsaget til at sætte centret ud af funktion.

- Medlemskaber i centret er sat på standby. Jeg håber meget på, at vores kære medlemmer har fundet midlertidige træningsløsninger, og vi glæder os rigtig meget til igen at kunne åbne centeret for nuværende og nye medlemmer, siger han.

Når centret åbner, bliver det med nye træningsmaskiner.

- Jeg ser det som en chance for at lave et af de bedste centre i Nordjylland, hvor vi kan være nytænkende trendsettere. Vi får helt nye maskiner og er i forhandlinger med et meget anerkendt mærke, siger Claus Nørgaard Poulsen.

Foruden nye maskiner kigger direktøren også på, hvordan motionscentret ellers kan forbedres.

- Vi vil gerne lave et lyst og venligt center med god ruminddeling samt højt til loftet. Så vi har sammen med en indretningsarkitekt kigget på, hvordan vi bedst kan forme det nye center, siger han.

DGI Huset har desuden lånt cykler, så de fortsat har spinninghold andetsteds i huset.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...