Direktør Claus Nørgaard Poulsen mener, at der er efterspørgsel nok til at udvide DGI Huset i Aabybro

AABYBRO: DGI Husets kvadratmeter er bredt efterspurgte, og derfor håber husets direktør på at lykkes med at tilføje en ny hal til de eksisterende faciliteter i Aabybro.

Han ærgrer sig nemlig over ikke at kunne imødekomme alle forespørgsler fra skoler og foreninger, som har brug for halplads til diverse aktiviteter.

- Efterspørgslen er kæmpestor. Vi kan slet ikke facilitere alle gymnastiktimerne i byen, og man er nødt til at leje sig ind ved efterskolen. Det er jo dejligt, at efterskolen kan leje lidt ud, men vi burde være en facilitet, hvor vores foreninger kan være, når de oplever medlemstilgange, som mange heldigvis gør. Vi kan heller ikke facilitere alle de timer, som skolen har brug for. Aabybro vokser, og vores kapacitet kan ikke følge med i de efterspurgte timer, lyder det fra Claus Nørgaard Poulsen.

Han forventer desuden, at eventuelle nye haltimer hurtigt vil blive optaget af skolerne og foreningerne, hvis ønsket om en ny hal kommer i mål.

- Jeg skal have lavet et driftsbudget på det og en kalkule på, hvordan vores setup skal se ud. Men i forhold til efterspørgslen, så tror jeg, at vi kan få omsat alle de timer, som en ny hal vil åbne op for, siger Claus Nørgaard Poulsen.

Der har allerede været flere møder med de lokale foreninger, og planerne om en ny hal blev fremlagt ved et brugerrepræsentantskabsmøde i november.

- Vi er nået langt i forhold til dialogen med vores brugere. Alle foreningerne stemmer også for. Der er bred enighed om, at en ny hal er en god idé. Nu er vi så i dialog med kommunen, om det kan blive en realitet i forhold til byggemidler og så videre, siger direktøren for DGI Huset.

Den nye hal skal være en 20x40 meter hal, som kan deles op i flere dele for at imødekomme flere forskellige brugere på samme tid.

Her satser man på at bruge afskærmning til at få flere formål ind i hallen på samme tid.

Derudover ses der også på mulighederne for at tilføje et wellnesscenter til den eksisterende svømmehal.

- På tegnebrættet har vi lige nu planer om, a hallen skal i forlængelse af vores multisal, og så vil vi have wellness ude på bagsiden af svømmehallen. Men det er svært at sige, hvor det helt konkret bliver, fortæller Claus Nørgaard Poulsen.

Selvom DGI Huset er langt i dialogen med de forskellige parter, så går der alligevel nogle år, inden en ny hal i Aabybro kan blive en virkelighed.

- Et realistisk perspektiv er nok, at vi har den klar om to og et halvt eller tre år alt efter, hvordan og hvornår der fritlægges midler. Næste år skal vi fremlægge noget for kommunen, og det er første skridt for at komme videre i processen, slutter Claus Nørgaard Poulsen.

DGI Huset har i øjeblikket to haller, en multisal og en gymnastiksal.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...