AABYBRO: En brand i starten af oktober gjorde, at DGI Husets træningscenter i Aabybro har været lukket i mere end to måneder.

Søndag 16. december åbner centret på ny, hvor DGI Huset inviterer indenfor. Her glæder direktør Claus Nørgaard Poulsen sig til at vise de nye maskiner frem i lokalerne.

- Vi har fået en af de bedste linjer af udstyr fra Technogym, og vi er gået elektronisk på stort set alle vores cardio-maskiner, hvilket er helt exceptionelt. Der kan kobles op til Netflix og YouTube på maskinerne, mens man løber eller cross-tæner, eller hvad man nu foretrækker, siger han.

Dermed har DGI Huset fået det bedst mulige ud af situationen siden oktober.

- Det er en stor opgradering, og det er meget unikt. Sådan noget har man ikke i almindelige træningscentre, så vi prøver at skille os ud på kvalitet, lyder det fra husets direktør.

Forhåbningerne var at få centret klar inden jul, og det kommer DGI Huset dermed i mål med ved åbningen.

- Jeg er lykkelig over, at vi kan få det i gang nu. Jeg er mest glad og lettet på brugernes vegne, så alle kan komme i gang igen, og så er jeg taknemmelig for, at vores medarbejdere har løftet i flok siden branden, siger Claus Nørgaard Poulsen.

I fremtiden samler DGI Huset også deres aktiviteter abonnementsmæssigt. Dermed samles medlemskab ved svømmehallen, i holdtræning og til styrkecentret i ét abonnement.

- Når du først er inde i huset, så skal du nyde det og bruge løs. Så vi har valgt at lave det til ét medlemskab af DGI Huset. Vi har prøvet at gøre det sådan, at vi vil imødekomme flere og få huset brugt bredt af flere, forklarer han.

Selvom alle ikke har været henrykte over nyheden om det nye abonnement, så tror direktøren på potentialet.

- Ændringerne er blevet blandt modtaget af vores brugere. Heldigvis er det primært positive tilkendegivelser. Enkelte vil have følelsen af, at vi har sat prisen op. Det har vi også, hvis man kun havde ét medlemskab før. Men man kan sige, at det er en prisstigning, som skulle have været reguleret over de seneste år, siger han.

- Jeg ved godt, at det lige nu kan være et lille chok at få en prisstigning. Men jeg tror på, at brugerne bliver så glade for den nye struktur og vores udstyr, at det kommer os alle til gavn på sigt, slutter Claus Nørgaard Poulsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...