INDKØB: I fjor stod Dagli’Brugsen i Birkelse i en vanskelig situation. Men det er blevet meget lysere for byens dagligvarebutik

BIRKELSE: For et år siden var meldingen klar fra Birkelse Brugsforening. Hvis opbakningen til Dagli’Brugsen i byen ikke blev bedre, så stod butikken over for en potentiel lukning.

Siden har borgerne i byen dog taget de ord til sig. Sådan ser det i hvert fald ud på de tal, som brugsforeningen kigger på disse dage.

- De sidste måneder har været gode for os. Jeg tror, at folk har forstået alvoren af, at man skal lægge sine indkøb her, hvis man vil have en butik. Vi har været tydelige omkring, at vi lukker, hvis man ikke handler her, og det har virket, fortæller brugsformand Tove Brander Hejlesen.

Et nyt initiativ blev sidste år at oplyse indekstallene for brugsen fra uge til uge. På den måde kan borgerne i byen følge med i, hvordan brugsen følger det budget, som er lagt for omsætningen.

Derudover virker efterdønningerne af omfattende vejarbejde på hovedgaden ud for brugsen til at være drevet over.

- Det er vi i hvert fald ovre nu. Det kan vi ikke hænge vores hat på mere. Hvis det bare fortsætter sådan her, så kan vi i hvert fald holde skansen, siger formanden.

I skrivende stund flirter Dagli’Brugsen i hvert fald med et overskud for første halvår.

- Det ligger deromkring. Vi vil selvfølgelig gerne have overskud, men hvis vi kan komme ud med et nul, så er det en stor forbedring, forklarer hun.

Det er mange tiltag, som altså har båret frugt for Birkelses indkøbsmuligheder. Blandt andet har brugsen fået et tættere samarbejde med Coops konsulent, som brugsforeningen oftere mødes med.

Derudover har man haft succes med større fokus på Facebook-aktivitet og såkaldte ”ja-tak-tilbud”, som har lokket folk til fra omegnsbyerne og Aabybro.

- Vi har haft arbejdstøjet på i bestyrelsen og fulgt økonomien tæt, mens vores uddeler har gjort nogle gode ting. Der er et større sortiment i forhold til frugt og grønt, hvilket har sikret os god kvalitet og en øget omsætning der. Vi har også holdt udgifterne godt nede ved hjælp af frivillige kræfter til at male og reparere i butikken, slutter Tove Brander Hejlesen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...