Virus: Både i Danmark og i udlandet er en række større arrangementer blevet aflyst eller udskudt på grund af Coronavirussen. Er din fodboldrejse eller koncert i udlandet aflyst? Mens du som udgangspunkt kan få pengene for et aflyst arrangement tilbage, kan du få svært ved at få dækket dine udgifter til for eksempel fly og hotel, hvis du ikke ønsker at rejse alligevel.

Forbruger Europa modtager i øjeblikket en del henvendelser fra bekymrede danskere, der overvejer at blive hjemme af frygt for smittefaren fra coronavirus. De spørger typisk til deres rettigheder, hvis de selv vil aflyse rejsen.

- Hvis du er nervøs for smitte og selv aflyser en rejse, vil du ikke have krav på at få dine penge for flybilletterne retur. Du vil heller ikke have krav på at ombooke din rejse, siger leder af Forbruger Europa, Lars Arent.

Aflyste arrangementer

Smittefaren ved coronavirus har ført til flere aflysninger, hvor det ikke er forbrugeren selv, der aflyser, men derimod arrangøren af for eksempel et sportsarrangement eller en messe. Hvis du har købt billetter separat til et af de aflyste arrangementer, kan du som udgangspunkt få refunderet billetprisen.

Arrangøren kan have taget forbehold for aflysninger som skyldes ekstraordinære omstændigheder såsom epidemier, krig m.m. i sine vilkår. Da vilkårene dog ikke må være urimelige, vil det være en konkret vurdering, om forbrugerne har krav på at få pengene tilbage.

Hvorvidt du også har ret til at få dækket udgifter til for eksempel hotel og fly vil afhænge af, hvordan du har købt rejsen. Har du købt fly og billetter til arrangementet hver for sig, vil du ikke have krav på, at arrangøren dækker dine øvrige udgifter:

- Arrangøren af det, du har købt billet til, er kun ansvarlig for at returnere billetprisen til dig, hvis arrangementet aflyses som følge af coronavirus. Arrangøren hæfter ikke for flybilletter og hotelophold, som du selv har bestilt separat, siger Lars Arent.

I det tilfælde skal du kontakte flyselskabet eller hotellet. Du kan dog ikke være sikker på at få pengene retur:

- Hvis arrangementet bliver aflyst som følge af coronavirus, men flyselskabet ellers flyver til destinationen, kan du ikke gøre så meget. Flyselskabet er ikke ansvarlig for, at arrangementet er blevet aflyst. Det samme gælder hotellet, så længe det holder åbent for gæster, siger Lars Arent.

Bedre stillet ved pakkerejser

Der gælder derimod andre regler, hvis dine billetter til fodboldkampen eller konferencen er en del af en pakkerejse. Du kan da ud fra en konkret vurdering have ret til at få dine penge tilbage, hvis arrangementet bliver aflyst.

-Hvis for eksempel en fodboldkamp udgør en væsentlig del af din rejse, og den bliver aflyst, så skal rejsearrangøren tilbyde dig en alternativ rejse af samme eller højere kvalitet. Kan det ikke lade sig gøre, vil du ud fra en konkret vurdering kunne have krav på at hæve købet eller få afslag i prisen, siger Lars Arent og fremhæver, at dine muligheder for at hæve købet blandt andet afhænger af, hvornår du bookede rejsen.

- Hvis du kendte til risikoen for aflysninger, da du bookede rejsen, kan det blive sværere for dig at få ret, hvis du senere vil klage, siger Lars Arent.

Forbruger Europa råder også forbrugerne til at tjekke, om deres rejseforsikringer dækker ved aflysninger. Nogle rejseforsikringer tilbyder dækning i forbindelse med coronavirussen.

Forbruger Europa er en del af Europa-Kommissionens netværk af forbrugercentre i EU. Forbruger Europa yder gratis juridisk hjælp og forligsmægling i konkrete klagesager mod virksomheder i andre EU-lande.

Netværkets danske kontor er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Læs mere på www.forbrugereuropa.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...