Julen er over os. En tid, som sættes af til familie og samvær. Men i år bliver det dog uden de helt store familiesammenkomster. I stedet kan man lære familien på Palermovej at kende og få et godt grin med familiesagaen ”Højsangen fra Palermovej” af Annette Bjergfeldt.

Bibliotekar Anna Kristensen fra Jammerbugt Bibliotekerne har anmeldt bogen. Hun ville ønske, at alle ville læse denne bog, for den er intet mindre end en oplevelse for livet. Og det er den af flere årsager, mener Anna Kristensen: Bogen er nemlig utroligt morsom:

- Persongalleriet er ganske enkelt formidabelt. Bogen er rørende og gribende, og den beskriver alle følelser, der findes, og så er den skrevet med en vanvittig sproglig ekvilibrisme og et sprogligt overskud uden lige, siger hun og fortsætter:

- Vi har at gøre med en familiesaga over flere generationer. Grosserersønnen Hannibal fra København rejser til Rusland og møder en ægte russisk cirkusprinsesse i skikkelse af den oversavede dame Varinka. Han bliver besat af hende og får hende med til Danmark, hvor de bliver gift og slår sig ned i en villa på Palermovej på Amager.

De får datteren Eva. Hun gifter sig med Jan Gustav, og de får sammen tre piger: Filippa, som er svagelig fra fødslen, men ekstraordinært begavet, samt tvillingerne Olga og Esther. Esther er bogens fortæller. Olga er fortryllende og succesfuld, mens Esther har mangel på samme. Olga bliver verdenskendt operasanger, mens Esther blot drømmer om et liv som billedkunstner. Fælles for dem begge er dog drømmen om at møde den store kærlighed. Den beskrives i Salomons højsang i Bibelen - og heraf bogens titel.

Cirkusprinsessen Varinka er dog ikke helt dén prinsesse, Hannibal forventede. Hun vil allerhelst tilbringe tiden på væddeløbsbanen og spille på greyhounds. Hendes foretrukne replik er:” Ignorer det røvhul!” Men helt god til det danske sprog bliver hun nu aldrig.

- Af og til bryder man altså sammen i latter, siger Anna Kristensen, der misunder alle dem, der har til gode at læse denne bog.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...