FODBOLD: Claus Thomasen er tilbage som cheftræner for Aabybro IF’s førstehold efter et års pause fra trænergerningen

Tilbage i 2018 vinkede Claus Thomasen farvel som cheftræner for Aabybro IF’s førstehold. Turen gik til Nørresundby fB, hvor han blev assistenttræner i Danmarksserien.

Nu er Claus Thomasen dog tilbage i Aabybro. For et år siden stoppede han som assistenttræner i Nørresundby og har siden haft pause som fodboldtræner - i hvert fald på det vanlige plan.

- Jeg har ikke været i gang ud over for U6-holdet i Aabybro, hvor min søn spiller. Ellers har der været en lille pause, så det bliver dejligt at komme i gang igen, siger Claus Thomasen.

Han tager over for Jan Werther Larsen, der stoppede i klubben efter sidste sæson. Den forhenværende cheftræner nåede i denne omgang at rykke op og rykke ned med førsteholdet, således den nye træner tager over, hvor han slap - i serie 1.

- Jeg har hele tiden tænkt, at jeg ikke var færdig med at træne endnu. Så da det viste sig, at holdet ikke skulle fortsætte med Jan i spidsen, blev jeg jo kontaktet lidt akut, siger den tilbagevendte førsteholdstræner.

Nu handler det om at få enderne til at mødes i serie 1. Den nye træner må blandt andet lægge ud med at vinke farvel til to centrale spillere.

- Vi har mistet Kasper Vingaa til Nørresundby, og Rune Larsen er taget til Aarhus for at læse. Så døjer Daniel Kirk med ryggen, da han har fået konstateret diskosprolapser. Det er altså tre markante spillere, der er væk. Så det er lidt tidligt at snakke om nogen målsætning, og så har vi jo også kun været i gang i nogle uger, fortæller Claus Thomasen.

- Jeg har ikke en fornemmelse af, hvor vi 100 procent er henne lige nu, tilføjer han.

Aabybro IF’s førstehold er i efteråret i pulje med Aalborg Freja, Aalborg Chang, Sulsted IF, RKG, LBK Gistrup, Hirtshals og Dronninglund IF. Første kamp er på lørdag på hjemmebane mod RKG.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...