Blokhus Outdoor bruger man FN’s verdensmål som rettesnor for campingoplevelsen og opfordrer andre til at gøre det samme

KOMMUNEN: På campingpladsen Blokhus Outdoor er der plads til at prøve det enkle liv i naturen under ordnede forhold.

Her har man siden 2017 arbejdet målrettet med at invitere den vilde natur indenfor på campingområdet, så gæsterne i dag kan opleve bæredygtig camping i naturlige omgivelser.

Hensynet til naturen er rygraden, og der bliver tænkt meget over campingpladsens miljømæssige og sociale ansvar i det daglige.

For det er ikke nok at have en grøn profil – de gode intentioner skal også omsættes i praksis. Det fortæller ejerne Inge Vestergaard og Karsten Jepsen:

- Som outdoor-overnatningssted fylder naturen selvfølgelig meget i vores bevidsthed, og vi har en grøn og bæredygtig profil. Men det er vigtigt, at vi ikke stiller os til tåls med det, og vi er meget optagede af, hvordan vi kan forpligte os og tage ansvar. I den forbindelse blev vi opmærksomme på FN’s 17 verdensmål.

Verdensmålene blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledereor at sikre en bæredygtig udvikling for både mennesker og miljø frem mod 2030.

Da Inge Vestergaard og Karsten Jepsen gennemgik verdensmålene opdagede de, at deres campingplads faktisk allerede opfyldte dem alle, og det gav dem et rygstød til at styrke indsatsen yderligere.

- Verdensmålene gjorde det tydeligt for os, hvordan vi faktisk gør en forskel i det daglige, og har samtidig givet os en god forståelse af, hvordan vi skal prioritere vores indsatser og initiativer i fremtiden.

- Med verdensmålene har vi fået en tjekliste og handlingsplan, der gør vores ambitioner om ansvarlig og bæredygtig camping meget håndgribelige.

- Verdensmålene gør kort sagt ansvarligheden konkret for os selv og vores gæster, og det er guld værd, fortæller Inge Vestergaard.

Som gæst tænker man ikke nødvendigvis over, at campingpladsen lever op til FN’s 17 verdensmål, da den papirfri politik, affaldssorteringen, vandspareanordninger, de svanemærkede rengøringsmidler og den energirigtige belysning og varme indgår som en naturlig del af driften.

I fremtiden vil campingpladsen dog gøre de mange initiativer tydeligere for gæsterne.

- Vi tror på, at selv en lille indsats kan gøre en stor forskel, og det vil vi gerne give videre til vores gæster.

- Vores målrettede indsats overfor madspild har for eksempel allerede gjort en stor forskel i vores butik, og fra i år vil vi derfor dele vores erfaringer med gæsterne.

- Samtidig håber vi, at vores store fokus på at skabe bæredygtig natur med høj biodiversitet på campingområdet vil give vores gæster nogle gode oplevelser med naturen, som de vil tage med sig hjem, siger Inge Vestergaard.

Håbet er, at arbejdet med FN’s 17 verdensmål kan inspirere andre i branchen til at overveje lignende tiltag.

En bæredygtig turistbranche giver nemlig også god mening økonomisk.

- Der ligger et stort overset potentiale i bæredygtig og ansvarlig camping.

- Mange campingpladser lever faktisk allerede op til en stor del af verdensmålene, og vi håber, at vi med vores initiativer kan være med til at gøre branchens opmærksom på mulighederne, siger Karsten Jepsen.

- Derudover ligger der også en masse økonomiske gulerødder gemt i verdensmålene, og vi kan derfor kun opfodre vores kollegaer til at starte fra en ende af.

Brancheforeningen for camping- og fritidsbranchen, Camping Outdoor Danmark, er opmærksom på potentialet i bæredygtig camping, og følger spændt med i Blokhus Outdoors initiativer.

- Vi er hele tiden opmærksom på, hvordan vi kan støtte vores medlemmer i at skabe gode campingoplevelser for deres gæster.

- Bæredygtighed har længe været et buzzword i branchen, men det har måske været svært at omsætte på campingpladserne.

- Med Verdensmålene har vores medlemmer fået et konkret inspirationskatalog, og vi spændte på at se, om det forstærker tendensen til bæredygtige campingoplevelser i fremtiden, understreger Jens Brendstrup, der er direktør i Camping Outdoor Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...