Jammerbugt FC’s offensivspiller Bardhec Bytyqi har forlænget sin kontrakt med klubben, så den nu løber til årsskiftet.

Det skriver divisionsklubben i en pressemeddelelse.

Bardhec Bytyqi kom til Jammerbugt FC fra AaB i foråret 2019. I første omgang på en lejeaftale og efterfølgende på en 1-årig kontrakt, som nu forlænges.

- Bardhec har et enormt potentiale, som vi sammen arbejder stenhårdt på at indfri fuldt ud. Bardhec har udviklet sig lige, siden han kom til klubben og bliver bedre og bedre. Nu går vi sammen ind i en meget vigtig sæson, hvor han skal tage næste skridt. For han har meget mere i sig. Bardhec kan udvikle sig fra at være en rigtig god kant til at blive en livsfarlig kant. Derfor var det også en no-brainer for os at forlænge dette samarbejde. Bardhec har som nævnte allerede flyttet sig meget og har allerede bevist, hvorfor han er her, men der er helt sikkert meget mere potentiale, og det ser vi frem til at indfri sammen, udtaler cheftræner Bo Zinck.

Den teknisk stærke spiller med de hurtige fødder er helt på linje med sin cheftræner. Det næste halve år er vigtigt, og selv sigter Bardhec også efter nye højder. Først og fremmest med Jammerbugt FC - og måske på sigt længere oppe i de danske fodboldrækker, hvilket der efterhånden er masser af gode eksempler på blandt de spillere, der gennem de senere år har båret den blå trøje.

- Først og fremmest er jeg glad for forlængelsen, og jeg er glad for at være her i klubben. Jeg har selvfølgelig haft nogle overvejelser om fremtiden og om næste skridt i karrieren. Men jeg føler, jeg er vokset som spiller og menneske i den tid, jeg har været her. Samtaler med Bo har bekræftet mig i, at Jammerbugt FC er det rigtige sted for min videre udvikling. Jeg har selvfølgelig også ambitioner om at komme videre og teste mig selv på den højeste hylde. Derfor bliver dette efterår også tiden, hvor jeg skal indfri mit potentiale i endnu højere grad, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...