Bog & Idé Aabybro har haft lukket de sidste par måneder, da butikken er placeret i en arkade. I denne uge kunne de endelig slå dørene op igen. Kunderne er vendt tilbage, og omsætningen er næsten som før lukningen

AABYBRO: I denne uge kunne de sidste butikker slå dørene op i Aabybro.

Glæden er stor hos Bog & Idé/Legekæden, hvor man de seneste to måneder har haft lukket, da man deler bygning med Thiele og Sportmaster.

Det har derfor ikke været lovligt at holde åbent for butikkerne, men mandag morgen kunne de igen åbne dørene i arkaden.

Kristian Gull Pedersen og Henrik Louis
Omsætningen er ved at være på niveau med før ifølge Klaus Simonsen. Kunderne har heldigvis fundet vej til butikken igen efter to måneders lukning.

- Det var en dejlig besked, vi fik sidste torsdag, at vi endelig kunne åbne igen. Det var længe ventet. Normalt plejer vi kun at holde lukket tre dage omkring julen, og det synes jeg er alt for mange. Så to måneder med lukket, det har været rigtig træls, siger Klaus Simonsen, ejer af Bog & Idé og Legekæden Aabybro.

Kunderne er kommet tilbage

I butikken er der allerede godt med liv igen, og der har i følge Klaus Simonsen været en god strøm af kunder, siden åbningen i mandags.

- Omsætningen for de første dage er næsten, som den plejer at være, så det er rigtig dejligt. Folk er rigtig gode til at handle lokalt, siger Klaus Simonsen.

En af de faste kunder var også forbi butikken onsdag, og butikken har været meget savnet de sidste par måneder.

Kristian Gull Pedersen og Henrik Louis
Doris Rasmussen er stamkunde i Bog & Idé, og hun var glad for, at hun endelig kunne hente nye krimier igen.

- Jeg har ventet længe på, de åbnede igen. Jeg har manglet et par gode, nye krimier. Jeg har altid handlet her i butikken, og jeg bruger ikke biblioteket, så det er dejligt, der er åbent igen, siger Doris Rasmussen.

Da det har været en tvungen lukning, så er det også muligt for Klaus Simonsen at søge lidt hjælpepakke støtte. Men han er mest af alt glad for, at han kan åbne butikken igen.

- Det er jo helt forfærdeligt, hvad det her har kostet af penge. Alle de spil, puslespil og bøger vi kunne have solgt den seneste tid. Men sådan er det nu desværre nu en gang, siger Klaus Rasmussen.

Ud over butikken i Aabybro har Klaus Simonsen også Bog & Idé i Aalborg, der har kunnet holde åbent.

Der har også været stor fremgang i netsalget hos Bog & Idé i hele landet, så det har været noget ærgerligt, at butikken har måtte stå med lukkede døre den seneste tid.

- Vores lager er godt fyldt med bøger fra de seneste to måneder, og der er lige kommet en ny sending ind. Selvom man ikke skulle tro det var muligt, så er verden kørt videre, selvom Bog & Idé Aabybro har været lukket, siger Klaus Simonsen med et grin.

Godt med mere liv i arkaden

Hos naboen Thiele har man haft lov til at holde åbent igennem hele perioden, da de sælger briller og dermed går ind under kategorien for medicinsk udstyr.

Optiker Jesper Damgaard begynder også at se flere kunder i butikken, og det har også hjulpet, at naboerne igen har slået dørenen op.

- Det er kun glædeligt, at vi har fået naboer og lidt larm i arkaden igen. Det giver også noget mere trafik hos os, siger Jesper Damgaard.

Kristian Gull Pedersen og Henrik Louis
Thiele er nabo til Bog & Idé i arkaden i Aabybrocentret. Her har man haft lov til at holde åbent hele tiden, og optiker Lise Abildgaard og optikerassistent Bettina Lunde-Christensen står i kitler og spritter god af ved hvert besøg.

Der bliver også taget ekstra forholdsregler med kitler til personalet, afspritning og karantæne af briller, der har været prøvet, så man sikrer, at de ikke overfører smitte.

- Folk kan roligt og trygt komme ind og købe nye briller og solbriller, siger Jesper Damgaard.

Der er også mere travlt i butikken, og det kan godt mærkes, at landet åbner mere op igen.

- Der kommer mange flere kunder, men vi er ikke på samme niveau som før corona. Det går stille og roligt den rigtige vej, siger Jesper Damgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...