Foredrag: Velbesøgt møde i Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn

I disse dage sker der store ændringer i bybilledet i Østergade lige ved rundkørslen. Tre velkendte huse er forsvundet for at give plads til den nye butik ved Centret - Rema 1000.

Det var således meget relevant, at byens lokalhistoriske forening havde indbudt til efterårsmøde den 23. oktober på Aabybro Efterskole med titlen “Barndommens gade - Østergade set fra Trappegården” - en forlængst nedrevet gård med direkte udsigt til de netop nedrevne huse.

Til mødet havde foreningen indbudt Jens Grøn til i ord og billeder at fortælle om sin opvækst på Trappegården samt den del af Østergade, der udgjorde hans verden.

Det blev en spændende beretning om huse og mennesker, som han oplevede det i 50’ernes Aabybro. Jens Grøn førte os over vejen fra sit barndomshjem og ind mod byen til jernbaneoverskæringen og så tilbage igen på modsatte side af gaden. En vandring, der gav gode historier om brødrene Lindholm, hvis gård lagde jord til Aabybrocentret. Doktor Dybkjær og jordemoder Mackeprang, Kassej og Kassea, postens Sørine, mekaniker Graven - ja, mange navne og steder blev kaldt frem og krydret med gode kommentarer og fine billeder fra Lokalhistorisk Forenings arkiv. Oven i købet blev Jens Grøns første erfaringer ud i tobakkens verden i familiens hønsehus krydret med “Pibesangen”, som blev fremført til tilhørernes store begejstring.

48 personer deltog i mødet, hvilket glædede foreningens formand, Svend Andersen, idet der samtidig var andre og større arrangementer i byen.

Der har været en tendens til, at jo mere byen voksede, jo mere fremmegjort blev byen for sin egen historie. Som Lokalhistorisk Forening forsøger vi efter bedste evne at passe på byens historie. Vi indsamler billeder og andre arkivalier, vi arkiverer, og vi forsøger efter bedste evne at formidle lokalhistorien til byens borgere gennem vores åbningstid hver mandag kl. 14-17, via arkiv.dk samt på de sociale medier samt selvfølgelig ved arrangementer som dette.

Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn holder til på Aabybro Efterskole, Kærvej 7-9.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...