Lækkert: Pandrup Bageri har overtaget Brovst Bageri og åbner mandag

Brovst: Duften af friskbagt brød, der smyger sig behageligt omkring en.

Det er, hvad borgerne i Brovst nu kan opleve igen.

Pandrup Bageri har nemlig overtaget det tidligere bageri øverst i Jernbanegade i Brovst, der nu åbner under navnet Brovst Bageri. Det sker mandag 16. marts fra morgenstunden, hvor Helle Simonsen og hendes familie er klar med frisk brød og kager.

Det er næppe nogen hemmelighed, at betingelserne for at drive bageri i Brovst har været vanskelige, og at den sidste ejer af bageriet måtte lukke i 2018.

Men det afskrækker ikke Helle Simonsen.

- Vi tror på det, og vi glæder os til at komme i gang, og vi er sikre på, at det, vi er lykkedes med her i Pandrup, hvor vi hele tiden udvikler og ændrer oplevelsen i butikken også kommer til at fungere i Brovst, siger Helle Simonsen. Planen er, at hun kører den nye afdeling i samarbejde med svigerdatteren Amalie Pedersen og sønnen Sebastian, der dog får en lidt mere tilbagetrukket rolle.

Meningen er, at produkterne produceres i Pandrup, men bages færdig i Brovst, hvor kunderne også kan bestille for eksempel festlige kager.

- Det er nemlig noget, Amalie er helt utroligt dygtig til, siger Helle og prikker til svigerdatteren.

Hun er heller ikke i tvivl om, at det er en god ting, at der allerede er et bageri i Pandrup i fuld drift, der blandt andet kan levere den koldhævede dej til videre forarbejdning.

- For det giver jo stordriftsfordelene, men vigtigst af alt bliver kunderne jo ikke snydt for duften af bagerforretning, smiler Helle Simonsen.

- Der er jo ikke noget bedre end at komme ind i en bagerforretning og så bare få den duft lige i næsen, siger hun og trækker vejret gennem næsen.

- Det er bare godt, ikke?

Bageriet kommer også til at have en lille café.

- Så kan folk komme forbi og få en kop kaffe, en sandwich eller et stykke hjemmebagt tærte, siger Helle Simonsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...